Torsdag åbner Ekkodalshuset som det første deciderede Krølle-Bølle ishus, og flere er på vej over hele Bornholm, oplyser Jacob Stokkebye, der ejer Butler’s Choice og har rettighederne til Krølle-Bølle navnet.
Den frække, bornholmske troldeunge Krølle-Bølle har lagt navn til en del gennem tiden, og mange (især ældre) forbinder Krølle-Bølle med sommer på solskinsøen og et besøg i ishuset. Isen blev relanceret i juni 2017 som økologisk is af Butler’s Choice. Den er lavet af frisk dansk jerseymælk og jerseyfløde på det lille familieejede ismejeri Skee is på Sjælland, da det ikke har været muligt at producere den på Bornholm.
Isen sælges i fem smagsvarianter: jordbær, chokolade, hyldeblomst, blåbær og vanilje.
– At genoplive Krølle-Bølle ishuse på Bornholm, som for mange personificerer vidunderlige sommerminder fra Bornholm, er et naturligt næste skridt. Ambitionen er 10-15 ishuse rundt omkring på Danmarks dejligste solskinsø – ligesom i 1950’erne. Og vi er specielt glade for, at Ekkodalshuset, som jo oprindeligt var et gammelt traktørsted, bliver det første Krølle-Bølle ishus. Og hvis der er andre ishuse på Bornholm, som også gerne vil være et rigtigt Krølle-Bølle ishus, hører jeg gerne fra dem, lyder det fra Jacob Stokkebye, ejer af Butler’s Choice.
– Vi har i vores fem år som ejere af Ekkodalshuset dagligt oplevet gæster, som efterspørger Krølle-Bølle isen. Derfor var det naturligt at blive solskinøens første Krølle-Bølle ishus og dermed bidrage til at genoplive historien, supplerer ejeren af Ekkodalshuset Christian Froberg Dahl, der også meget gerne ser flere kiosker indgå i samarbejdet.
Krølle-Bølle-isen er, ud over at være økologisk, også Fairtrademærket.