Salling Group har valgt at sælge den underskudsgivende svenske del af Netto til svenske CBS.
Netto Sverige skal sælges til svenske Coop Butiker och Stormarknader (CBS), skriver Salling Group i en pressemeddelelse. I alt kommer 163 Netto-butikker med omkring 2000 medarbejdere til at skifte ejere.
Sallings Groups adm. direktør, Per Bank, oplyser, at aftalen skal gøre det nemmere for koncernen at fokusere på det danske, tyske og polske marked. Med frasalget af Netto Sverige intensiverer Salling Group sit investeringsprogram og investerer offensivt i en betydelig opgradering af de fysiske butikker, digitale løsninger samt i øget onlinesalg af dagligvarer. Alene i udrulningen af det nye Netto butikskoncept i Danmark, Polen og Tyskland planlægger Salling Group i 2019 at investere mere end en mia. kr.
Aftalen med CBS indebærer, at Salling Group leverer overgangsydelser i en given periode efter gennemførelsen af transaktionen, mens butikkerne omdannes i CBS-regi.
– Vi tager i dag et historisk skridt, når vi i CBS går fra 240 til 400 butikker. Netto Sverige har på et forbilledlig vis opbygget et stærkt butiksnet i det sydlige Sverige, som vi nu ser frem til at satse yderligere på og videreudvikle, siger Christian Wijkström, adm. direktør i CBS.
Netto Sverige åbnede sine første svenske butikker i maj 2002, og aftalen om at overdrage forretningen omfatter også de 2000 medarbejdere i Netto Sverige.
Der er ingen tilgængelige oplysninger om prisen for aftalen, der også skal have de svenske konkurrencemyndigheders godkendelse, før den kan føres ud i livet.