Verdens mest berejste pølsevogn er nu nået til Indien sammen med indehaveren Fanny Posselt, der også er kendt som “The PølseWoman”. Meningen med pølsevognen er, at den hjælper fattige indere ud af deres fattigdom.
– Pølsevognen tiltrækker megen opmærksomhed. Og det betyder opmærksomhed for dem, vi gerne vil skabe forandring for. På den måde tiltrækker den også andre, fx personer eller virksomheder, der gerne vil være med til at skabe forandring, fortæller Fanny Posselt fra den lille by Chetpet i Indien.
Her hjælper pølsevognen lige nu med at rejse penge til en teknisk skole i et af de fattigste områder i det sydøstlige Indien.
På den tekniske skole bliver unge mænd uddannet blandt andet som svejsere og mekanikere, og når de har fået to års uddannelse, får de så meget i løn, at den enkelte kan løfte sig selv og hele sin familie ud af fattigdom.
Pølsevognens formål er at indsamle penge og skabe opmærksomhed omkring projektet, så endnu flere unge mænd fra området kan blive uddannet. Samtidig skal skolen have tilknyttet mikrovirksomheder, som fx kan være et lille mejeri. De lokale fra landsbyen kan så købe en ko ved hjælp af mikrolån og derefter tjene penge på at sælge mælken til mejeriet.