Tværfagligt Fødevareforum inviterer til debatarrangementet i København, hvor økologi er på menuen. Debatarrangementet har til formål at finde ud af, hvad der er fup, og hvad der er fakta i økologidebatten. Det foregår på Kommunehospitalet, CSS i Chr. Hansen auditoriet tirsdag den 21. oktober 2014 kl. 18:00.
– Vi vil se på nuancerne af debatten, og vi vil give dig muligheden for at tage det oplyste valg, når du står torsdag eftermiddag i netto, lyder det fra de to arrangører fra Tværfagligt Fødevareforum, Marie-Louise Thøgersen og Iben Krog Rasmussen.
Professor i afgrødevidenskab Jens Carl Streibig og Lektor i samme Vibeke Langer vil give et indblik i deres forskning og viden på området. Man kan ikke komme uden om, at økologidebatten er politiseret. Derfor er det også vigtigt at dykke ned i den følelsesmæssige debat, og udfordre argumenterne. I den forbindelse er der inviteret to af Danmarks største debattører på området: Poul Vejby-Sørensen fra Bæredygtig Landbrug & Rikke Lundsgaard fra Danmarks Naturfredningsforening. Foreninger, der positionerer sig på hver deres side af økologidebatten, og Tværfagligt Fødevareforum har med dette arrangementet for første gang nogensinde samlet de to foreninger under samme tag. Kan debattørernes argumenter holde vand, når de står over for to forskere og et hav af debatdeltagere? Kan vi sammen finde ud af, om økologisk fødevareproduktion er klodens frelse eller elitært snobberi? Læse mere på facebook.