Den køligere danske sommer kan betyde, at de danske vinbønder kun får en lille druehøst i år, lyder det fra sekretariatsleder i Danske Vingårde Svend Aage Hansen. Han vurderer ifølge Ritzau, at det manglende sommervejr vil betyde, at høsten bliver mellem 20 og 25 procent mindre.
Vinbønderne har dog ikke de samme udfordringer som frugtavlerne, hvor det kolde forår med frost har ødelagt mange bær, æbler og pærer. På vingårdene er der masser af druer. Men hvis de ikke snart begynder at modne, risikerer de at falde af.
– Vi kan stadig være heldige. Sidste år havde vi en bragende varm august og september, som gjorde, at vores druer alligevel blev supergode. Men det kræver altså, at vi får noget varme nu, siger Svend Aage Hansen.
Vinbonden Miriam Arcerito, der har tre hektar vinmarker ved Avedøre, fortæller til DR P4 København, at hendes drueklaser er meget underudviklede. For at have nok blade per klase er hun nødt til at tynde ud i druerne, og det kommer til at betyde noget for høsten.
– Jeg må forberede mig på, at jeg ikke får så stor en høst i år, siger Miriam Arcerito, der dog ikke har tabt modet til trods for den svingende danske sommer.
– Hvis jeg gerne vil lave vin i Danmark, så er det her de faktorer, jeg må gøre det efter. Jeg synes også, det er livsbekræftende, at jeg ikke kan styre alting, siger hun til DR P4.
Læs mere om Miriam Arceritos vingård kun 10 km fra Rådhuspladsen i Food & Drink nr. 8/2016.