
Harboes Bryggeri nedjusterer sine forventninger til hele året efter flere uforudsete begivenheder.
Harboes Bryggeri informerede torsdag sine investorer om, at et forventet overskud i regnskabsåret 2019/20120 er forvandlet til et underskud. Det er resultatet af en lang række problemer, hvoraf flere stammer fra afrikanske og sydamerikanske markeder, skriver Harboes i en fondsbørsmeddelelse.
– Harboes aktiviteter har i første halvår som ventet været påvirket af udfordrende markedsforhold og fortsat intensiv konkurrence, men en række særlige begivenheder og forhold betyder, at koncernen ikke længere forventer at realisere det forventede resultat, skriver Harboes.
Selskabets ledelse forventer nu et underskud før skat på 20-30 millioner kroner mod tidligere udmeldt et overskud på 5-10 millioner kroner. Udover det de store problemer med at tjene penge i Nordeuropa på private label-produkter skyldes nedjusteringen bl.a. det sydamerikanske marked, hvor bryggeriets distributør har opsagt samarbejdet uden varsel.
Ændrede markedsbetingelser i Afrika med tiltagende handelsrestriktioner og valutabegrænsninger på en række markeder har ligeledes påvirket omsætningen og indtjeningen negativt. Alle disse problemer forstærkes af situationen i Estland, hvor Harboes vil gennemføre en række omstruktureringer.
Generationsskiftet koster på bundlinjen

I sommer stoppede Bernhard Griese som adm. direktør og datteren Karina Harboe Laursen blev ny CEO. Også det kan mærkes på bundlinjen. I forbindelse med lederskiftet er hele den administrative ledelse blevet sat under lup, og det har givet omkostningerne til rådgivning og rekruttering af nye nøglemedarbejdere, “der skal bidrage til at sikre en solid og fremtidssikret platform for den fortsatte strategiske udvikling for Harboes Bryggeri”, som der står i en fondsbørsmeddelelse.
Karina Harboe Laursen skriver i meddelelsen, at det ikke er tilfredsstillende at virksomhedens resultater ikke kan stå mål med forventningerne.
– Og vi arbejder målrettet på at rette op på de dele af forretningen, hvor aktiviteterne er udfordret. Samtidig er vi i fuld gang med at tilrettelægge et mere gennemgribende besparelses- og effektiviseringsprogram på tværs af koncernen, slutter den nye CEO.