De fleste af os forbinder den klassiske frikadelle med kalv og flæsk og ikke ligefrem det, man vil kalde grønne retter. Det vil Planteslagerne lave om på, med deres nyudviklede plantebaserede alternativ til frikadellen.
Når der bliver sagt frikadelle, er der ikke mange, der tænker på grøntsager. Det har Planteslagterne i sinde at ændre med deres nye produkt, Dunsen, som er Planteslagternes grønne svar på en klassisk dansk frikadelle.
– Vi har forsøgt at lave et grønt alternativ til en frikadelle, som skal gøre det muligt for danskerne at skære ned på kødet uden at undvære denne klassiker på det danske middagsbord, udtaler medstifter Henrik Have Christensen.
I stedet for hakket kalv og flæsk indeholder Dunsen blandt andet gule flækærter, kidney-bønner, champignon, kartofler, soltørrede tomater og lupinflager. Den kan købes i alle Irma-butikker og udvalgte SuperBrugsen og Kvickly fra uge 46.
Udgangspunktet er velsmag
Ifølge Planteslagterne, vil 51 % af danskerne gerne spise mindre kød, men det kan være svært for mange danskere at tage springet væk fra kød, lyder det endvidere. Mange danskere er nemlig uvante med at sætte grøntsagerne i centrum på tallerkenen. Men med fokus på smagen og det gode madhåndværk er det netop Planteslagternes mission, at få flere med på den grønne madbølge.
– Vi startede Planteslagterne, fordi vi selv syntes, at vi manglede nogle alternativer til kødretterne. Derfor blev vores mission at hjælpe danskerne til at få mere grønt ind i deres hverdag og skifte kødet ud på en nem måde uden at gå på kompromis med smag og kvalitet, siger Henrik Have Christensen.
Planteslagterne står både bag Dild-dellen, Rødbedebøffen og Belugabollerne, som alle er grønne alternativer til klassiske retter. Det nyeste skud på stammen er “Dunsen”, som taler ind i en af de klassiske danske traditioner, som mange må undvære, når de vælger at skære kødet fra.