Vintermåneder gør det sværere at spise råvarer i sæson, mener danskerne. Faktisk langt sværere end resten af året, viser tal fra Karolines Køkken. Det kommer blandt andet til udtryk i en lille test af danskernes råvarekendskaber, hvor en tredjedel svarer forkert på, hvornår grønkål er i sæson. Derfor guider Karolines Køkken os til brug af deres råvarekalender og deler opskrifterne på tre lækre retter med grønkål – og andre af vinterens friske grøntsager.

Vintersæsonen byder på mange varme retter i den kolde tid. Men sæsonen byder også på udfordringer i køkkenet. Ifølge en undersøgelse fra Karolines Køkken har datoen på kalenderen nemlig stor betydning for vores evner til at anvende råvarer i sæson.
Hver fjerde dansker svarer i befolkningsundersøgelsen, at det er svært at bruge råvarer i sæson i vintermånederne, mens det til sammenligning kun er 8, 4 og 3 procent af danskerne, der synes, det er svært i henholdsvis foråret, efteråret og sommeren.
Det betyder, at danskerne går glip af råvarer i vintermånederne, der smager bedre og er friskere. Men det handler ikke kun om smag og friskhed, men også om at spise med omtanke for klimaet. I en ny rapport fra Madkulturen svarer seks ud af ti danskere, at de gerne vil spise mere klimavenligt, mens 34 procent finder det svært at lave mad, der er klimavenlig. Her er råvarekendskab en genvej til mere klimavenlig mad, men det er forståeligt, at det kan være svært at gennemskue, lyder det fra Karolines Køkken.
– Det er de færreste danskere, der er selvforsynende med et drivhus eller en grøntsagshave. Så er vi blevet vant til at købe alle vores råvarer i supermarkedet, hvor den store udenlandske import af frugt og grønt gør det muligt for os at købe de fleste råvarer hele året rundt. Derfor kan jeg sagtens forstå, at råvarekendskabet ikke er helt i top, siger Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken, og fortsætter:
– Jeg tror, det er svært for os at vælge råvarer i sæson lige netop i vinterperioden, fordi vinterens råvarer føles mere begrænsede, hvis man sammenligner med sommerens friske grøntsager, bær og frugter. Hvorimod der i vintermånederne er mange af de samme typer af råvarer, såsom forskellige kålsorter og rodfrugter. Men det er godt for klimaet, at vi øver os i at spise lokale råvarer, der er i sæson. Og så sikrer det en varieret kost henover året samtidig med, at grøntsagerne både dufter og smager meget bedre.
Råvarekalender skal gøre det nemmere for os at holde styr på sæsonernes grøntsager
Det er blandt andet grønkålen, som er i sæson netop nu fra oktober til februar, der volder danskerne problemer. Det viser Karolines Køkkens undersøgelse, hvor hver tredje dansker svarer enten forår, sommer eller ”ved ikke” på spørgsmålet om, hvornår grønkål er i sæson.
Men der er heldigvis flere ting, man kan gøre for at øve sig i at genkende vinterens råvarer.
– Det er et godt pejlemærke at holde øje med, hvilke danske råvarer der er på hylderne i supermarkedet. Og så kan man bruge vores online råvarekalender, når man lægger madplan for ugen. Her får man lynhurtigt et overblik over, hvilke råvarer der er i sæson lige nu og en masse forslag til forskellige opskrifter med sæsonens grøntsager, siger Tove Færch og henviser til Karolines Køkkens råvarekalender, som blev lanceret i januar 2021 og kan findes på arla.dk/opskrifter/ravarekalender.