Kristoffer Madsen fra Molskroen fortryllede dommerne med sine gastronomiske kreationer, som sikrede ham sejren i dagens talentkonkurrence for unge kokke – Rising Star 2025 på Melstedgård på Bornholm.
Det var et enigt dommerpanel som klokken 16:45 i går udnævnte 29 årige Kristoffer Madsen som vinder af Rising Star 2025 med 376 overbevisende point.
“Kristoffer vinder for sin overbevisende indragelse af Bornholmske råvarer. Han har brugt meget tid på at finde råvarer på Bornholm og lære dem godt at kende. Samtidig har han formået at anvende stort set alle elementer i den hemmelige Mystery box. Kristoffer har fremtvunget et overbevisende og gennemgående DNA med en tydelig rød tråd imellem hovedret og dessert”.
Kristoffer Madsen belønnes med den prestigefyldte titel som Rising Star 2025, en måned bag rattet i en Audi, en inspirationstur til Italien sponsoreret af Lavazza samt en præmiecheck på 20.000 kroner.
Det var en glad Kristoffer Madsen der modtog titlen som Rising Star 2025:
“Jeg er meget glad og stolt over at jeg formåede at levere på det niveau, jeg havde håbet på. Rising Star er den konkurrence jeg har trænet hårdest til nogensinde. Det har været en kæmpe oplevelse at være med og det er uden tvivl æren, der er den største præmie”.
Deltagere fra fire prominente steder
Årets fire deltagere har samlet solid erfaring fra prominente steder før deres deltagelse i Rising Star 2025. Cille Bunk Pedersen fra Bistro Boheme, Kristoffer Madsen fra Molskroen, Peter Gyldenkærne fra Svinkløv Badehotel og Andreas Kéke Thorvaldsen fra Fakkelgården.
De leverede alle hovedretter og desserter på et meget højt niveau og Mikkel Marschall, founder af Sol over Gudhjem, siger:
“Niveauet i år har været tårnhøjt og efterlader store forventninger til fremtidens gastronomiske ambitioner i Danmark.”
Ved dommerbordet sad en række af Danmarks mest anerkendte og prisvindende kokke:
- Artur Kazaritski // Vinder af Sol over Gudhjem 2023 + 2024
- Brian Mark Hansen // Søllerød Kro
- Daniel Kruse // Det Røde Pakhus
- Jakob de Neergaard // Tidligere Marchal og Søllerød Kro
De fire dommere var enige om, at Kristoffer Madsen leverede konkurrencens bedste gastronomiske præstation og derfor blev han i går kåret som vinder af den prestigefyldte Rising Star-konkurrence.