Børnefamilier landet over får nu en stor tilskyndelse til at ændre madvaner med udgangspunkt i De officielle Kostråd. Gennem tre år vil børnefamilier i hele landet møde grøn inspiration flere forskellige steder i hverdagen – fra det lokale supermarked og kantinen til idrætsklubben og madkundskabslokalet. DR vil parallelt sætte fokus på madkulturen i Danmark, både nu og i fremtiden.
![](https://www.fodevarefokus.dk/wp-content/uploads/sites/4/barn-med-porre-i-supermarked.jpg)
To ud af tre danske børnefamilier vil gerne spise både sundere og grønnere. Med en bevilling på 18,3 millioner fra Nordea-fonden og 28,9 millioner fra Novo Nordisk Fonden vil den nye ambitiøse indsats “Smag dig frem – gør Danmark grønnere” give op mod 500.000 danske børnefamilier landet over appetit på en sundere og mindre klimabelastende mad- og måltidskultur.
Det sker bl.a. gennem landsdækkende aktiviteter, som suppleres af en række dybdegående interventioner i Svendborg, Kolding og Slagelse, som involverer tilsammen 10.000 børnefamilier på lokalt plan. Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen. Sideløbende sætter DR fokus på dansk madkultur både nu og i fremtiden.
Svært at få grønne retter på bordet i en travl hverdag
Ideen til projektet udspringer blandt andet af, at rigtig mange danskere er i tvivl, når det handler om både at købe og lave mad, som tager hensyn til sundhed og klima. Derfor kræver det en indsats fra rigtig mange sider, hvis man som travl børnefamilie skal lave om på, hvordan man køber ind og laver mad.
Arne Astrup, direktør for afdelingen for ernæringsforskning og overvægt i Novo Nordisk Fonden, ser frem til, at indsatsen kan hjælpe flere børnefamilier med at indfri deres ønske om at spise både sundere og grønnere – også i en travl hverdag:
“Mange vil gerne erstatte noget af kødet med grønne retter. Men det kan være en stor udfordring at omsætte de gode intentioner til hverdagen, når man skal sammensætte et grønt måltid med for eksempel linser og bønner og få det til at smage så fantastisk, at man glemmer kødet. Samtidig skal man have alle de vigtige næringsstoffer med. Det kræver nogle nye færdigheder inden for indkøb og madlavning, som dette projekt kan få ud til danskerne – især til de travle børnefamilier.”
Fra skolen til kantinen på arbejdet
“Smag dig frem – gør Danmark grønnere” består af forskellige lokale og nationale aktiviteter. Fælles for aktiviteterne er, at de møder børnefamilierne, hvor de i forvejen er:
For eksempel i skolens madkundskabslokale, hvor børnene møder et forløb om grønne vaner. I supermarkedet, hvor sortiment, nudging og hacks skal hjælpe de grønne valg på vej. I kantinen på arbejdet, hvor personalet klædes på til at inspirere med grønne og sunde retter. På de sociale medier, hvor indhold inspirerer til handling hjemme i børnefamilierne. Gennemprodukttests, som kvalificerer de grønne og sunde madvalg. I boligområder, hvor hele familien kan komme på madkurser og lære nye tricks til at komme godt i mål med børnene i køkkenet. Eller gennem foreningslivsaktiviteter, hvor maden og måltidet bliver en aktivitet, der bidrager til de lokale fællesskaber.
Alle lokale aktiviteter udvikles i samarbejde med medarbejdere, elever, supermarkeder, frivillige og familier fra de tre udvalgte samarbejdskommuner: Svendborg, Kolding og Slagelse.
Forventer en stor og skalerbar effekt
Forventningerne til indsatsens forandringspotentiale er stort. Ikke mindst hos Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller, som ser frem til at de lokale aktiviteter kan inspirere til lignende aktiviteter andre steder i landet:
”Vi er stolte af at støtte dette projekt, som både vil bruge maden som et fælles tredje, og samtidigt inspirere og motivere børnefamilier til at lave sund og grøn mad. Projektet vil udvikle og teste en multikomponent indsats, som møder børnefamilierne, hvor de er i både skole, arbejde, fritid, hjemmet, på sociale medier samt i indkøbssituationen. I Nordea-fonden støtter vi gode liv. Vi har ikke opskriften, men vi tror på, at Smag dig frem har de nødvendige ingredienser for at styrke sunde, grønne madfællesskaber.”