Arla Fonden, Too Good To Go og Arla er samlet i en ny alliance, der går sammen for at bekæmpe madspild i de danske hjem. I efterårsferien lancerer de sammen en ny madspildsskole, der skal lære familier at blive bedre til at bruge alt i køkkenet. ”Det samspil af viden og erfaringer, vi har, gør samarbejdet stærkt. Ingen af os kunne have gjort det selv,” siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.

Ni ud af 10 danskere vil gerne gøre mere for at bekæmpe madspild. Men alt for mange danskere ved for lidt om hvordan. Og derfor ender alt for meget mad i skraldespanden. I Danmark kasserer vi over 700.000 tons mad hvert år, og omkring en tredjedel af madspildet sker i de danske hjem. Det svarer til 63 kilo i gennemsnit per husstand.
Derfor er tre prominente spillere gået sammen om et helt nyt initiativ. Arla Fonden, Too Good To Go og Arla lancerer i efterårsferien Madspildsskolen, der skal lære familier at bruge al den mad, de har i køleskabet. Også det, der er blevet lidt træt at se på.
– Too Good To Go har en stor viden om madspild i Danmark og ved, hvilke udfordringer der især skal bekæmpes. Arla kommer med et mangeårigt fokus på madspild gennem opskrifter og aktiviteter, og i Arla Fonden kommer med vi med kompetencer inden for undervisning i madspild. Det samspil af viden og erfaringer gør samarbejdet stærkt. Ingen af os kunne have lavet Madspildsskolen selv, siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.
Madspildsappen Too Good To Go har gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 15 lande, hvor appen er aktiv og har reddet mere end 47 millioner måltider. For dem er Madspildsskolen et naturligt næste skridt med to samarbejdspartnere, der passer perfekt ind i ligningen.
– Hos Too Good To Go har vi større og større fokus på at oplyseom madspild via blandt andet undervisningsmaterialer, tips og tricks. Undervisningsdelen er vigtig for os, da vi ved, at gode vaner skal ind fra barnsben. Og så er vi af den holdning, at vi skal stå sammen for at løse de store madspildsudfordringer, som vi står overfor i dag. Derfor har vi fundet sammen med de stærkeste spillere på området om at etablere Danmarks bedste Madspildsskole, siger Heidi Boye, landechef i Too Good To Go
Danskerne skal have nye kompetencer
Alle tre parter i alliancen er meget optagede af madspild og ser det som en stor bæredygtighedsudfordring. Derfor har Arla Fonden hver eneste uge fokus på madspild, når 3.000 6. og 7. klasser årligt besøger deres to MADlejre, Arla har et konstant fokus på madspild i hele produktionskæden og støtter forbrugerne til at blive bedre til at reducere madspild, og Too Good To Go redder madvarer fra at ende i skraldespanden i butikkerne, og sørger for, at de kommer hjem i familierne i stedet.
– Men det er utrolig vigtigt, at vi ikke bare får flyttet madspildet hjem til familierne, og det er det, vi har fokus på med Madspildsskolen. Danskerne skal få nye og bedre kompetencer til at bruge alle de råvarer, de har hjemme i køleskabet, siger Sanne Vinther.
Madspildsskolen åbner for første gang dørene i efterårsferien, hvor de første hold kan lære om udnyttelse af råvarer og madrester. Programmet består af to daglige workshops af tre timers varighed og med plads til fire familier per workshop, der af hensyn til COVID-19 arbejder hver for sig.
Familierne skal lave mad af overskudsvarer, som Too Good To Go får leveret fra lokale butikker. Dermed finder underviserne også først på menuen på selve dagen.
I første omgang foregår Madspildsskolen i efterårsferien i København, men på længere sigt er det drømmen, at det bliver en tilbagevendende begivenhed.
Madspildsskolen foregår i Staldkøkkenet i Kødbyen i København. Der er to daglige workshops à 3 timer i hele efterårsferien fra den 10.-18. oktober, hhv. kl. 9-12 og 13-16. Tilmelding sker via: https://www.conferize.com/madspildsskolen/workshop