Too Good To Go har rundet en stor milepæl med 200 mio. reddede måltider på globalt plan. Siden lanceringen af appen har Too Good To Go i Danmark alene reddet over 13,7 mio. måltider takket være partnere som Netto, Lidl, Coop, Q8, Scandic og Lagkagehuset.
Too Good To Gos milepæl med 200 mio. reddede måltider svarer til hele 500.000 tons CO2e. Det er en miljøpåvirkning, der kan sammenlignes med 100.000 passagerer, der flyver jorden rundt, eller med en person, der har taget ét varmt kontinuerligt brusebad i mere end 2.400 år.
Den imponerende milepæl er resultatet af et voksende fællesskab på over 75 mio. registrerede brugere og 134.000 aktive partnere på tværs af 17 lande, som alle deler virksomhedens mission om at inspirere og engagere til at bekæmpe madspild.
Hvor Too Good To Go, der blev lanceret i 2016, brugte seks år på at redde de første 100 mio. måltider, har milepælen på de 200 mio. kun taget halvandet år. Det er fem gange hurtigere og understreger virksomhedens eksponentielle vækst og position som ledende madspildsaktør på verdensplan. I løbet af de seneste 18 måneder har Too Good To Go øget antallet af registrerede brugere med 50 pct. og fået ca. 30 pct. nye partnere.
-Vi er utroligt glade for at kunne fejre denne milepæl, hvor vi sammen med vores voksende fællesskab af brugere og partnere har reddet 200 mio. måltider fra de globale skraldespande, siger Mette Lykke, CEO for Too Good To Go, og tilføjer:
-Milepælen er samtidig et resultat af de strategiske samarbejder, vi har indgået med nogle af verdens førende aktører i fødevareindustrien, der alle ønsker at være en del af løsningen i kampen mod madspild. Med Too Good To Go kan tusindvis af virksomheder være med til at reducere madspild, samtidig med at de får nye kunder og en større fortjeneste.
Stærke partnerskaber styrker kampen mod madspild
Too Good To Gos vækst kan i høj grad tilskrives partnerskaberne med globale kæder som Carrefour, Starbucks, Morrisons, Casino Group, M&B og mange andre, som har tilsluttet sig fællesskabet af brugere og små virksomhedsejere, der ønsker at mindske madspild.
Disse partnerskaber har gjort det muligt for Too Good To Go at udvide sin mission og sit værditilbud til millioner af forretninger over hele verden. En af dem er Coop, hvor Per Thau, koncerndirektør i Coop Danmark, siger:
-Vi er rigtig glade for samarbejdet med Too Good To Go, da vi i Coop har et stort fokus på at reducere madspild, og Too Good To Go gør det nemt for både kunder og vores butikker at mindske madspild i hverdagen. Siden vi i 2016 begyndte samarbejdet, har Coops kunder reddet mere end 2,3 mio. lykkeposer via Too Good To Go. Vi tror på, at vi gennem partnerskaber kan nå længere end hver for sig, og det er vores samarbejde et godt eksempel på, fortæller han.
40 pct. af alle fødevarer ender i skraldespanden
Mere end en tredjedel af alle fødevarer går hvert år til spilde. Det har en enorm indvirkning på miljøet, da madspild er ansvarlig for 10 pct. af alle drivhusgasemissioner på verdensplan. Ved at gøre det muligt for enkeltpersoner og virksomheder at bekæmpe madspild sammen skaber Too Good To Go de bedste betingelser for at bremse den globale opvarmning.