Tilgængelighed og et bredt sortiment sikrer bryghuset fra Thy titlen, der uddeles af Danske Ølentusiaster. Amager Bryghus og Det Lille Bryggeri var med i opløbet
Thisted Bryghus er Årets Danske Bryggeri. Bryghuset har de seneste otte år gennemgået en forvandling fra at være et lokalt, nordjysk bryggeri til at levere specialøl, der kan købes i hele landet. Derudover arbejder bryggeriet innovativt med brygkunsten og brygger blandt andre øl uden humle og med lokale råvarer fra Nationalpark Thy.
– Der er ingen tvivl om, at vores produktudvikling er en stor del af årsagen til, at vi er så heldige at vinde prisen endnu en gang. Produktudviklingen er altafgørende, når man, som os, lever af at sælge special øl. Vi kan takke vores flagskib Limfjordsporteren for rigtigt meget, siger Aage Svenningsen, salgs- og marketingchef ved Thisted Bryghus.
Thisted Bryghus’ øl fås i en lang række danske supermarkeder og specialbutikker, og den brede opmærksomhed, det giver, er blandt andre en af årsagerne til, at bryggeriet for trejde år i træk er årets danske bryggeri.
– Thisted Bryghus udfordrer den almindelige opfattelse af, hvad en øl er. Der brygges øl uden humle og med lokale råvarer som gran, fyr og hyben fra Nationalpark Thy. Det er innovativ ølbrygning. Samtidig har bryggeriet formået at komme på hylderne i hele landet, og det betyder, at de fleste danskere har mulighed for at smage de nordjyske øl, forklarer Hans Peter Jepsen, landsformand hos Danske Ølentusiaster.
Bryghuset fra Thy løb også med prisen i 2015 og 2016. Danske Ølentusiaster har siden 2003 uddelt prisen Årets Danske Bryggeri. Hornbeer har vundet prisen fire gange, mens Thisted Bryghus og Mikkeller har vundet prisen tre gange.
Årets Danske Bryggeri findes ved direkte afstemning blandt Danske Ølentusiasters små 9.000 medlemmer. Over 200 danske bryggerier var med i afstemningen.