Efter et år med rekordomsætning i en ellers udfordrende tid er den populære sushikæde Sticks‘n’Sushi nu klar til at ekspandere forretningen. Det danske og britiske marked har båret en stor del af væksten i det forgangne år, og nu kan sushibegejstrede briter se frem til åbningen af en række nye restauranter i 2023.
Sticks’n’Sushi indtog London for første gang i 2012 og har med sine nuværende 10 restauranter i og omkring den engelske hovedstad konsolideret sin plads som en favorit på den britiske sushiscene. Nu kan de britiske sushiselskere se frem til den karakteristiske Sticks’n’Sushi-oplevelse i helt nye omgivelser med lanceringen af mindst to nye restauranter i 2023.
I et ellers udfordrende marked har det forgangne år hos Sticks’n’Sushi budt på lanceringen af et nyt menukort, en helt ny visuel identitet, restaurantåbning i Berlin og ikke mindst flotte resultater på tværs af alle tre markeder i Danmark, Tyskland og UK.
I sidstnævnte er ambitionen at fortsætte den strategi, der har skabt flotte resultater i både Berlin og København, nemlig at skabe en klynge af særegne restauranter med hver sin æstetik og stemning. Efter den seneste succes med lanceringen af den seneste restaurant i White City i december 2022 ser sushikæden nu frem til at løfte sløret for to-tre nye, unikke lokationer i og omkring London – alt sammen i løbet af 2023.
”London har et enormt potentiale, og vi holder løbende øje med nye muligheder. Når vi skal åbne nye steder, specielt i udlandet, så ser vi meget på, hvad det er for et område, og hvordan vi kan skabe en oplevelse for gæsterne, der favner vores visuelle udtryk og samtidig har en reference til det lokale miljø. En restaurant skal passe ind i bybilledet, men samtidig stå som noget unikt, der afspejler vores DNA,” fortæller Andreas Karlsson, administrerende direktør hos Sticks’n’Sushi.
Kvalitet og æstetik går hånd i hånd
Hos Sticks’n’Sushi vægtes kvalitetsråvarer, tårnhøje standarder for æstetik og indretning enormt højt. Derfor bidrager hver restaurant med noget forskelligt, så gæsterne aldrig får fornemmelsen af at træde ind i den samme restaurant, når de besøger kædens forskellige lokationer.
“London er en metropol i Europa, der er i konstant udvikling og vækst. Det er et samlingssted for forskellige kulturer og traditioner, hvor vi bidrager til byens kulinariske sushiscene med vores dansk-japansk inspirerede stil, som vores gæster sætter stor pris på,” siger Andreas Karlsson.
Den løbende ekspansion af Sticks’n’Sushi sætter krav til personalet både i restauranten og i køkkenet, og heller ikke her går Sticks’n’Sushi på kompromis med kvaliteten.
“Når vi ansætter nye talenter, gennemgår de nyansatte en proces, så de hurtigt og effektivt bliver en del af vores fiske-familie. For vi er en familie, og den DNA, vi er rundet af, skal gennemsyre hele organisationen fra tjener til kok og helt ud i administrationen blandt vores mere end 1.400 ansatte. Vi har formået at fastholde vores DNA på tværs af landegrænser, og jeg tror, at det afspejler sig i gæsternes oplevelser ude i de enkelte restauranter,” afslutter Andreas Karlsson.
For nuværende har Sticks’n’Sushi 25 restauranter i alt. 12 i Danmark, 10 i Storbritannien og 3 i Tyskland, og ambitionen er, at tilføje minimum tre nye restauranter til listen inden årets udgang.