Maj Invest Equity sælger sine aktier i Sticks’n’Sushi til den internationale kapitalfond McWin, der specialiserer sig i restaurationsbranchen og fødevareteknologi. Salget bekræfter det internationale gennembrud, som Sticks’n’Sushi har opnået i løbet af Maj Invests ejertid. Den danske sushikæde sætter nu yderligere tryk på sin internationale ekspansion.
Sticks’n’Sushi har 27 restauranter, hvoraf 12 af dem er i Danmark, mens 12 er placeret i Storbritannien, og de sidste tre ligger i Berlin. Derudover driver kæden tre leverings- og cateringkøkkener i London, der understøtter deres voksende B2B-forretning.
Den danske sushikæde er i dag en ledende international spiller. Siden etableringen i 1994 har virksomheden formået at ekspandere et unikt koncept og et ’nordisk twist’ på det japanske køkken med stor succes i udlandet. Da Maj Invest investerede i virksomheden i 2013, var det primært en dansk restaurantkæde med ni danske restauranter og en enkelt nyligt åbnet restaurant i Storbritannien. I løbet af ejerperioden er der for alvor sat skub i den udenlandske ekspansion med 11 nye restauranter i Storbritannien samt tre i Tyskland, og sushikæden har derigennem etableret sig som et ikonisk brand på den europæiske restaurantscene.
”Vi er utroligt stolte af den udvikling, som Sticks’n’Sushi har gennemgået under vores ejerskab, hvilket tjener som et godt eksempel på Maj Invests tilgang til aktivt ejerskab. Med Sticks’n’Sushi har vi formået at tage et unikt koncept med en særlig ånd og gøre det skalerbart,” siger partner Thomas Riis fra Maj Invest.
Ifølge Sticks’n’Sushis administrerende direktør, Andreas Karlsson, deler ledelsen glæden over rejsen med Maj Invest og udsigterne til den næste rejse med McWin.
“Vi har været utroligt glade for samarbejdet med teamet i Maj Invest Equity, som med deres brancheforståelse har været afgørende for, at vi i fællesskab har skabt gode rammer og strukturer til at understøtte vores ekspansion og fremtidige vækstplaner. Salget til McWin, som er en international leder inden for restaurations-og fødevareuniverset, er bevis på, hvor langt vi sammen er kommet i udviklingen af Sticks’n’Sushi. Aftalen med McWin markerer et nyt kapitel for Sticks’n’Sushi. De købte ind i den strategi, vi præsenterede, og deler vores ambitioner for virksomheden. Vi kommer til at accelerere vores vækst på vores eksisterende markeder, Storbritannien, Danmark og Tyskland, men skal også træde ind på helt nye markeder over de næste fem år,” siger Andreas Karlsson.
Nye ejere, samme DNA
For Sticks’n’Sushi handler overgangen ikke kun om at åbne flere restauranter, men også om at bevare kernen i forretningen – navnlig medarbejderne. Derfor har det været vigtigt at finde en ejer, der forstår brandets DNA.
”Vi kan ikke udvikle forretningen, hvis vi ikke værner om kulturen, værdierne og menneskene. Den præmis køber vores nye ejere sig fuldstændig ind på. Vi vil vokse og fortsat udvikle vores brand, men vores fundamentale værdier og det, der gør Sticks’n’Sushi unik, forbliver uændret. Vores gæster får den samme madoplevelse, møder den samme passion for service og den samme autentiske oplevelse, som de altid har fået,” siger Andreas Karlsson.