Foto: NuernbergMesse / Thomas Geiger
Der bliver råbt vagt i gevær i ølbranchen, men hvorfor? Det går jo strygende
Af Kasper Mundt-Nielsen
Efter at have besøgt den tyske ølmesse BrauBeviale i Nürnberg, er jeg nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor den påståede krise egentlig er, og hvem der egentlig er i krise. Det er i hvert fald ikke forbrugeren, der oplever krisen, for øludvalget har aldrig været større. Tal fra markedsanalysevirksomheden Plato Logic viser endog en global fremgang i ølsalget på 1,4 procent i 2018 mod 0,4 procent i 2017. Salget af øl i Danmark er ifølge Danmarks Statistik nogenlunde stabilt over de sidste fem år. Den såkaldte krise afhænger af beskuerens øje. En af faktorerne for den relativt store fremgang i ølsalget skal findes i Kina, der nu er verdens største ølmarked foran USA. Verdens seks største ølmarkeder, der også inkluderer Brasilien, Tyskland, Mexico, Rusland, står for cirka 55 procent af det samlede ølforbrug i verden. De store markeder driver produktionen, og samtidig er det også de store producenter, der driver salget. Verdens fem største bryggerier, med AB Inbev i spidsen, efterfulgt af Heineken, China Res. Snow Breweries, Carlsberg og Molson Coors, står for hele 60 procent af produktionen. Trods fremgang i produktionen på nøglemarkeder, såsom Kina, men også især Afrika, der ifølge J.P. Morgan i perioden 2011-2016 øgede indtaget af øl med 4,3 procent, kan de dog skue et europæisk marked, hvis forbrug faldt med 1,7 procent.
Vi indtager store mængder øl
Men trods et lille dyk i ølindtaget drak gennemsnitsforbrugeren i Europa intet mindre end 56,1 liter øl og nonalkohol-øl i 2018. Kun overgået af amerikanerne, der drak 59,4 liter pr. person. Det er disse mængder, der i små skridt flytter sig fra konsum-øllen til craft beer og alkoholfrie alternativer. Mængderne i disse kategorier er på verdensplan nærmest forsvindende små i forhold til konsum-øllen fra for eksempel Carlsberg, men ikke desto mindre optager disse øl i dag mere og mere hyldeplads i supermarkederne. Så naturligvis råber mastodonterne vagt i gevær. Når man opererer på bittesmå margener i et marked med stor konkurrence, er der ikke råd til at se til, når græsrodsbryggerne vinder markedsandele. Ifølge Plato Logic står øl kategoriseret som craft beer for blot 3,8 procent af det globale ølmarked, men det er craft beer, der skaber variation og liv i ølmarkedet. Det er craft beer, som mastodonterne kan takke for det opsving, der har været i ølbranchen, og det er også her, de finder nye forretningsmuligheder.
– Craft er det nye ”premium” i ølbranchen, og forbrugerne er glade for at betale mere for håndbryggede øl i små batches. For disse forbrugere giver craft beer en mulighed for at få nye øloplevelser med både anerkendende nik til fortiden, men også til helt nye ølgenrer, som de aldrig har drukket før, sagde Johnny Forsyth, associeret direktør hos Mintel Food & Drink.
Foto: NuernbergMesse / Frank Boxler
Et kig på USA er et kig ind i fremtiden
Craft-bølgen ramte Europa som en amerikansk orkan, og det er stadig interessant at følge de amerikanske markedsbevægelser, selv om tal fra Mintel viser, at Europa nu er foregangsland, når det kommer til craft beer. 54 procent af al craft beer i 2017 var fra Europa mod blot 19 procent fra Nordamerika. De europæiske kreative ølbryggere har dog og bør også stadig have et øje for tendenserne og ingredienserne i USA. Ifølge Bob Pease, der er CEO for den amerikanske Brewers Association, er der da heller intet, der tyder på nedgang i det amerikanske marked:
– Der er intet, der tyder på, at (craft beer, red.) trenden svækkes. Selv om stigende konkurrence gør det sværere, er markedets niche stadig stor nok til, at små og uafhængige bryggerier med et regionalt fokus kan komme på markedet og udvikle sig yderligere.
Nøgleordet er regionalt fokus. Jeg spurgte en humleproducent fra Michigan, der gerne ville være anonym – ”alle kender alle i denne branche” – om, hvordan han så fremtiden for craft beer i hans stat.
– Vi oplever en ølmæthed blandt kunderne i supermarkedet. Udbuddet er simpelthen for stort, der er for mange ambitiøse bryggere, der går fra at være et lille lokalt bryggeri til at forhandle i kæder. Den normale forbruger kan ikke overskue udvalget. Men for brew pubs og bryggerier, der sælger hovedparten ud ad døren, er det aldrig gået bedre.
Og man forstår godt bryggeritrangen i USA, for der er værdifulde markedsandele at kæmpe om. Samlet set faldt ølsalget med en procent i USA i 2018, men ifølge Brewers Association steg salget af craft beer med fire procent og nåede en markedsandel på 13,2 procent. Men måler man markedsandelen i gode amerikanske dollars, er den på hele 24,1 procent! Håndbrygget øl koster penge, og det er forbrugeren klar over.
Godt salg i dåser
På BrauBeviale kommer man hele vejen rundt om ølbranchen, og en af de tydeligste tendenser var øldåsen. Salget af især craft beer på dåse er i fremgang. I USA målte man en fremgang i salget af craft beer på dåse i 2018 på 40 procent. På BrauBeviale var der derfor løsninger i alle afskygninger. Fra kontraktbaserede løsninger til salg af enorme maskiner, der kunne tilfredsstille de største bryggerier og helt ned til den håndstyrede maskine, der kan forsegle dåser hos hobbybryggeren. En af disse manuelle dåseforseglingsapparater blev fremvist af danske Brewolution, som er med på messen på femte år, hvor messen er en af årets vigtigste begivenheder for den jyske leverandør af produkter og løsninger til mindre bryggerier og brygbutikker, hvor hjemmebryggere køber deres udstyr.
– Vi bliver besøgt af hobbybryggere fra hele Europa, men også mikrobryggerier og udstyrsforhandlere og -producenter. BrauBeviale er verdens største samlingssted for ølbranchen, og det er vigtigt for os at være her, siger Kim Søgaard, marketing manager hos Brewolution.
Danske Brewolution havde stor succes med bryggeriudstyr til hobby- og mikrobryggere. Foto: NuernbergMesse / Frank Boxler
Deres Cannular dåseforsegler stod sjældent stille på standen, som var særdeles godt besøgt; der er stor interesse for løsninger til hobbybryggeren og dem, der ønsker at tage skridtet videre.
– Vores produkter henvender sig til hobbybryggerier og mikrobryggerier. Vi har malt, humle og alt det udstyr, der skal til for at brygge øl samt de rengøringsmidler, der skal til for at sikre en god hygiejne, fortæller Kim Søgaard om virksomheden.
Virksomhedens bryggeriudstyr passer altså fint hjemme på køkkenbordet, men også i restauranten eller caféen, hvis man vil give sig i kast med at servere egenproduceret øl. Ser man på de internationale salgstal og tendenser for craft beer, er egenproduceret øl en potentielt god indtjeningskilde og en interessant måde at skille sig ud fra sine konkurrenter på – og er gæsterne glade for øllen, er dørsalg måske det næste skridt?
Har du en ølbrygger gemt i dig, eller øjner du en forretningsmulighed, er BrauBeviale i Nürnberg i den grad et besøg værd. Hallerne er fyldt til bristepunktet med inspiration og gæster og forhandlere i højt humør. Det er svært ikke at blive smittet af den gode tyske stemning, der breder sig i messehallen allerede fra morgenstunden. Vi ses i 2020, den 10. til 12. november.