I uge 6 lancerer MENY sit initiativ ’Danske Madskatte’, hvor kæden indledningsvis introducerer fire leverandører og partnere. To af de fire producenter er Højer Pølser og Øllingegaard, som nu får mere synlighed i alle landets butikker.
Snart kan alle kunder i MENY vælge mere dansk, når initiativet ’Danske Madskatte’ bliver rullet ud i alle landets butikker. MENY udvælger og markerer 200 varer som en dansk madskat, hvilket indikerer, at den markerede vare er produceret i Danmark med fokus på kvalitet, godt håndværk og innovation.
I starten vil MENY introducere fire partnerskaber med udvalgte leverandører i ’Danske Madskatte’-lanceringen. Det drejer sig om både Lindely Vingård, Reduced, Øllingegaard og Højer Pølser. De sidste to har været at finde i MENY siden 2015, og de glæder sig begge til at blive en del af det nye initiativ med deres henholdsvis 25 og ni produkter.
“Vi er stolte af at være en del af MENY og blive valgt til dette spændende initiativ, som ’Danske Madskatte’ er. Mange mindre fødevareproducenter kan have svært ved at finde vej til hylderne hos de store supermarkeder. Dette initiativ gør det muligt, og det er fantastisk at se MENY gå forrest og være med til at fremme danske og lokale producenter,” udtaler Jan Müller, adm. direktør i Højer Pølser.
Stiger til 700 varer
Ambitionen hos MENY er at manifestere sig som hele Danmarks madmarked, hvor sortimentet inden for ’Danske Madskatte’ på sigt kommer til at stige fra de 200 varer til 700. Alt dette kan kun ske igennem de nye partnerskaber med danske leverandører som Højer Pølser og Øllingegaard, der har samme ambitioner.
”Vi glæder os til at starte ’Danske Madskatte’ op med både Øllingegaard og Højer Pølser og de andre leverandører. Sammen skaber vi et rum for dialog og erfaringsudveksling mellem os alle. For det er igennem vidensdeling og samarbejde, at vi kan innovere for at udvikle dansk madkultur. Vi glæder os til første skridt og til at byde mange flere partnere velkommen i fremtiden,” siger Jesper Bjerring, kommerciel direktør i MENY.
En vigtig modstrøm i madkulturen
MENY sigter mod, at ’Danske Madskatte’ kommer til at skabe en national fødekæde for de danske leverandører, som bidrager til at styrke deres forretning. Ved at styrke den enkelte leverandørs forretning, vil MENY arbejde for, at der samtidig bliver endnu større mulighed for innovation og udvikling af fødevareudbuddet af danske varer.
“MENYs fokus på at styrke lokale og danske leverandører er en vigtig modstrøm til tankegangen om, at alt skal være så billigt som muligt. Vi kan sammen sætte fokus på kvalitet og bæredygtighed. Vi ser meget frem til at bidrage til dette initiativ og hjælpe MENY med at forme den danske madkultur,” fortæller Nelly Riggelsen, salgs- og marketingchef hos Øllingegaard.