Ujævne tomater, krumme agurker, skæve peberfrugter og andre uensartede grøntsager kan nu købes i udvalgte butikker i stedet for at blive frasorteret, når de høstes.
I dansk landbrug spildes der årligt mere end 33.000 ton grøntsager, estimerer Nordisk Ministerråds rapport “Food losses and waste in primary production – Data collection in the Nordic countries”. Det nye initiativ skal være med til at komme dette spild til livs, lyder det fra Stop Spild Af Mad, der sammen med REMA 1000 og de to gartnerier Alfred Pedersen & Søn ApS og Gartneriet Østervang Sjælland er initiativtagerne.
De uensartede grøntsager sælges til lavere priser og for hver enhed, der bliver solgt, støtter gartnerierne og REMA 1000 Stop Spild Af Mad med sammenlagt 25 øre pr. enhed.
Indkøbs- og marketingdirektør Anders R. Jensen i REMA 1000 påpeger, at samarbejder på tværs af værdikæden, hvor både producenter, dagligvarekæder og kunder tager et fælles ansvar og sætter fokus på nedbringelse af madspild, giver de største resultater.
Også Per Madsen, salgschef hos GASA Odense ser gode muligheder i samarbejdet og påpeger, at Gartneriet Østervang Sjælland allerede har nedbragt den reelle frasortering af grøntsager betydeligt.
– Vi har dog fortsat en mindre mængde skæve grøntsager, som vi er meget glade for, at vi nu i samarbejde med REMA 1000 kan tilbyde forbrugerne, der fremover kan støtte kampen mod madspild og stadig få den samme gode smag, som de er vant til.
Claus Duedal Jakobsen, salgschef hos Alfred Pedersen & Søn ApS, tilføjer, at grøntsager med varierende størrelser og udseende smager ligeså godt, som de pæne og de smukke.
– Derfor håber vi på, at danske forbrugere vil tage godt imod initiativet, og købe grøntsagerne for at hjælpe med at reducere madspild.
Stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad, Selina Juul, har i mange år været store fortalere for at denne slags grøntsager bør kunne sælges i de danske supermarkeder.
– Det vil både være med til at mindske spild i primærproduktionen og samtidig skabe vækst til fødevaresektoren. Og efter 10 års debat om madspild er jeg sikker på, at danske forbrugere er klar til at tage imod de uensartede grøntsager på supermarkedernes hylder. At initiativet samtidig støtter foreningen Stop Spild Af Mad, gør dette os ekstra taknemmelige.
De uensartede grøntsager sælges i udvalgte REMA 1000 butikker hen over hele sommeren.