Dansk Vegetarisk Forening, Plantebranchen og Danmarks Restauranter & Caféer går sammen om at styrke udbuddet af plantebaserede retter på takeaway- og cafémenuer i Danmark.
Takeaway-steder og caféer i hele landet skal have lettere ved at tilbyde smagfulde plantebaserede retter. Det er målet med det nye projekt Mad på Farten 2.0, hvor Dansk Vegetarisk Forening, Plantebranchen og Danmarks Restauranter & Caféer bygger videre på sidste års succes for at give gæsterne flere grønne valgmuligheder.
“Sidste års projekt viste os, at interessen for plantebaserede retter er stor blandt branchen, men at mange takeaway-steder og caféer mangler de rette redskaber og produkter til at tage skridtet videre. Med Mad på Farten 2.0 vil vi hjælpe dem med at overvinde barriererne og give forbrugerne flere grønne valgmuligheder,” siger Claire Demontreuil, Projektleder hos Dansk Vegetarisk Forening.
Et samlet fokus på grøn udvikling
Projektet involverer aktører fra hele værdikæden og skal fremme innovation og samarbejde om plantebaserede alternativer. Der planlægges blandt andet:
- Test af plantebaserede retter hos caféer og takeaway-steder.
- Inspirationsdage og smagsprøver for branchen.
- Kampagnen Grøn Januar, der sætter fokus på grønne retter og produkter.
- Prisuddelingen Plantebaserede Takeaway Awards for at hylde de bedste initiativer inden for grøn takeaway.
“Plantebaserede alternativer er ikke kun en trend, men en nødvendighed for at sikre kvalitet og variation i hele værdikæden. Vi ser frem til at bidrage med innovation og samarbejde, der kan styrke udbuddet og kvaliteten af plantebaserede retter,” siger Thomas Erex, medlems- & projektchef i Plantebranchen.
Torben E. Hoffmann Rosenstock, adm. direktør i Danmarks Restauranter & Caféer, understreger også vigtigheden af projektet:
“Vores medlemmer ønsker at tilbyde flere vegetariske og plantebaserede alternativer, men de har brug for hjælp til at udvikle og kommunikere disse retter. Dette projekt er et vigtigt skridt mod at hjælpe branchen med at imødekomme den stigende efterspørgsel også efter mere grønne og bæredygtige menuer.”
En voksende efterspørgsel
Danskernes interesse for grønnere valgmuligheder vokser hurtigt. Ifølge DTU er forbruget af takeaway steget med 84 % siden 2016, og det er især de unge, der efterspørger plantebaserede retter. Men mange caféer og restauranter oplever stadig udfordringer med at finde passende plantebaserede ingredienser, der kan sikre høj smagskvalitet og næringsindhold.
“Det plantebaserede sortiment vokser, men vi har stadig udfordringer med at finde proteiner af høj kvalitet, der kan indgå i vores retter,” siger Andreas Moi Boros, Administrerende Direktør hos Wedo, der tilbyder veganske og vegetariske salater. “Vi håber, at dette projekt kan åbne op for nye muligheder.”
Større synlighed og bedre produkter
Mad på Farten 2.0 skal gøre det lettere for branchen at præsentere plantebaserede retter, der kan konkurrere med klassiske favoritter. Samarbejdet mellem producenter, caféer og brancheorganisationer er nøglen til at skabe en reel forandring.
“Dette projekt er en nødvendighed for at gøre grøn mad mere tilgængelig og attraktiv for både restauranter og forbrugere. Det handler ikke kun om at tilpasse sig forbrugernes ønsker, men også om aktivt at bidrage til normalisering af det plantebaserede gennem større udbud, promovering, menuopbygning og bedre prissætning til fordel for mennesker, natur og dyr” afslutter Claire Demontreuil.