Hver aften i 2024 spiste flere end hver 20. dansker pizza. I en ny undersøgelse overhaler pizzaen lige præcis kylling og brød med pålæg som danskernes mest populære aftensmad. Pizzaens popularitet bekræftes af både salgstal fra en udstyrsleverandør og fødevarebranchen, som begge oplever stor vækst i salget.
![](https://www.fodevarefokus.dk/wp-content/uploads/sites/4/691145_pizza.jpg)
Italienertærte, ostehjul eller mafialagkage. Pizzaen har mange kælenavne, og det er vidt forskelligt, om man foretrækker calzone, deep pan eller den klassiske, men danskerne spiser den italienske specialitet som aldrig før.
Ifølge en undersøgelse gennemført af Landbrug & Fødevarer baseret på data indsamlet af Voxmeter, så blev pizza i 2024 danskernes foretrukne aftensmad efter at have overhalet kylling og rugbrød med pålæg i løbet af det seneste år.
“Jeg må indrømme, at det overrasker mig. På den anden side kan en pizza både være det nemme måltid på farten som take away, og måltidet som hele familien samles om at lave derhjemme. Når vi ser på salgstallene, er det særligt det sidste, der er i vækst lige nu. For der bliver solgt mere pepperoni og chorizo i supermarkederne end nogensinde før,” siger Mette Færch, der er innovationsdirektør i Danish Crown.
Danskerne investerer i pizza-udsty
Der er uden tvivl stor appetit på at lave pizzaer hjemme i køkkenerne, for danskerne investerer i pizzaovne, googler pizzaopskrifter og køber ind til pizza som aldrig før.
Salget af pepperoni og chorizo er steget med 17 procent i 2024 i detailhandlen, og på Google er søgningen på “pizza opskrift” steget med 15 procent det seneste år. I Danish Crowns eget opskriftsunivers voksede antallet af besøgene relateret til pizzaopskrifter også med hele 75 procent i 2024.
Hos grillproducenten Cozze oplever de den store pizzatrend som en ny “grillrevolution”, der virkelig tog fart i covid-19-årene. De gik fra at sælge 1.000 pizzaovne i 2020 til at sælge over 20.000 i 2021, og siden har det været et spørgsmål om at følge med efterspørgslen.
“Pizza er gået fra at være fastfood til også at være et måltid, vi vil lave sammen som familie med vores børn eller gæster, fordi pizza med en pizzaovn kan laves i en virkelig god kvalitet på få minutter. Og flere og flere søger netop den gode kvalitet. Det er ikke bare den færdiglavede dej, den billige tomatsovs eller cocktailpølserne på dåse. Folk eksperimenterer og vil have kvalitet og gode råvarer,” siger Allan Boutrup, der er salgsdirektør hos Cozze.
Fakta: Top 10 over danskernes foretrukne aftensmåltider
1.000 respondenter har i hvert kvartal i 2024 svaret på, hvad de fik til aftensmad dagen før. Listen er sammensat af svarene fra alle fire kvartaler.
Top 10 aftensmåltider i Danmark 2024
1. Pizza / pizzasnegle
2. Kylling med tilbehør
3. Rugbrød / andet brød med tilbehør
4. Bøf / hakkebøf med tilbehør
5. Pastaretter i øvrigt
6. Burger
7. Frikadeller med tilbehør
8. Suppe
9. Pasta kødsovs / bolognese / kødboller i tomatsovs
10. Steg (fx flæskesteg, lammekølle, okseculotte el.lign.) med tilbehør
Kilde: Voxmeter for Landbrug & Fødevarer. Undersøgelsen er national repræsentativ på køn, alder, region og uddannelse.