Pincho Nation, der er en tapasrestaurant med farverig indretning og feststemt atmosfære, åbner den hidtil største restaurant i Danmark på Skt. Knuds Torv i Aarhus. De to 2022-åbninger i Aalborg og Randers er kommet godt fra start og har tilsammen rundet 100.000 gæster. Samtidig er Pincho Nation på udkig efter egnede lokaler i andre større byer, så ekspansionen kan fortsætte i 2024.
Fredag d. 25. august åbner Pincho Nation sin femte restaurant i Danmark, når man slår dørene op til intet mindre end 750 m2 på Skt. Knuds Torv i det centrale Aarhus. Den nye restaurant har plads til flere end 200 gæster. Pincho Nation inviterer på en sanselig oplevelse, hvor der gjort ekstra ud af indretningen, og hvor atmosfæren er feststemt og uformel. Her bydes der på kulørte cocktails og tapasretter fra et menukort, der er et gastronomisk udvalg fra hele verden.
”Vi er glade for at åbne i Aarhus, som i kraft af dens størrelse og mangfoldige restaurationsmiljø naturligvis længe har været en prioritet for os. Vi ser frem til at blive en del af den aarhusianske madscene og sammen med vores kollegaer i branchen være med til at give aarhusianerne en masse store oplevelser,” siger Flemming Christophersen, CEO og partner i Pincho Nation Danmark.
Flere restauranter på vej
I Pincho Nation lægger man ikke skjul på, at målsætningen er at udbrede konceptet til hele Danmark. Næste by på landkortet kan meget vel blive Esbjerg, mens også byer som Roskilde og Lyngby er interessante. Ekspansionen sker gennem en systematisk åbning af nye restauranter – dels i eget regi og dels gennem franchising. Restauranten i Randers er drevet af en franchisetager, og Pincho Nation er meget interesseret i at få flere franchisetagere med på vækstrejsen.
”Vi har et solidt koncept, der selv under de nuværende markedsforhold præsterer rigtig godt. Derfor arbejder vi målrettet videre og fortsætter med at åbne nye restauranter. Sidste år kom Aalborg og Randers til, og nu åbner vi i Aarhus. Hvornår vi bliver landsdækkende er i høj grad et spørgsmål om, hvor hurtigt vi får franchisetagere med på rejsen for en hurtig udrulning af vores vækststrategi,” siger Flemming Christophersen.
100.000 gæster i Aalborg og Randers
I november 2022 åbnede der to restauranter i henholdsvis Aalborg og Randers. Begge restauranter er kommet godt fra land og er velbesøgte. Aalborg har haft over 60.000 gæster siden åbningen, mens man i Randers på nuværende tidspunkt har rundet 40.000 gæster. For begge restauranter gælder, at modtagelsen har været overvældende og et godt stykke over, hvad man turde håbe på. Ifølge Tommy Refshøj, der er franchisetager af Pincho Nation Randers, skyldes succesen en kombination af, at Pincho Nation har en stærk appel, og at man er lykkedes med at give folk en så god oplevelse, at de ønsker at komme igen.
”Nysgerrighed kan kun drive en restaurant i et par måneder. Derfra handler det om, at folk også gerne vil komme igen, og at de anbefaler andre at gøre det samme. Det lykkes vi med i Randers, og det er vi naturligvis meget stolte af. At det går godt betyder også, at vi er i gang med at se på mulighederne for at åbne en ny franchise i Herning, hvis vi kan finde de rigtige lokaler. Det er en fantastisk by, hvor der helt sikkert er plads til en Pincho Nation restaurant,” siger Tommy Refshøj, franchisetager af Pincho Nation Randers.