Det er i sig selv en kæmpe udfordring at få papir til at blive vandtæt, så man kan fremstille papiremballage til yoghurt, skyr og andre mejeriprodukter uden det tynde lag plastikfilm, der er i mælkekartoner og lignende i dag. Dertil kommer udfordringen med at sikre, at den nye emballage ikke kompromitterer fødevaresikkerheden. Ingen stoffer må vandre fra emballagen over i selve fødevaren.
Begge dele skal løses i et projekt under GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram), som Arla, Teknologisk Institut, Dagrofa og FCMtesting har fået penge til fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Laboratorie- og konsulentvirksomheden FCMtesting har til opgave at undersøge, om den nye emballage kan stå for et sikkerhedstjek og ikke afgiver stoffer til fødevaren.
FCMtesting er det ene af de blot to danske kommercielle laboratorier, der er ISO 17025 akkrediteret til tests af materialer, der er i kontakt med fødevarer.
Har udviklet nyt udstyr
– Det er spændende at være med i et stort projekt som det her, hvor man tænker emballage til flydende produkter på en helt ny måde. Man er nødt til at være kreativ og fleksibel. For eksempel har jeg udviklet en ny og meget fleksibel men også meget enkel udgave af en såkaldt migrationscelle for at kunne lave de nødvendige tests, siger Per Holst-Hansen, indehaver af FCMtesting.
Hvis alt går vel i det nye projekt, vil der inden sommeren 2021 være udviklet plastfri emballager til mejeriprodukter, udelukkende fremstillet af cellulosefibre. Også almindeligt papir består af cellulose, og efter brug vil den nye form for emballage kunne genbruges som papir.
Mål at udskifte 10.000 tons plastik
I projektet skal der i første omgang udvikles papirbægre til små portioner skyr eller yoghurt. På længere sigt er det målsætningen at erstatte 10.000 tons plastikemballage med 8.000 tons genbrugelig og bionedbrydelig papiremballage. Det vil spare atmosfæren for over 20.000 tons klimabelastende CO2 om året.
Projektet støttes med 1,4 millioner kr. fra det statslige GUDP-program.