På fredag d. 7. februar går det løs, når Dining Week, Nordens største restaurantfestival, skydes i gang. Interessen har været overvældende med over 80.000 solgte billetter indtil videre. Det bliver en folkefest, der strækker sig fra Skagen til Sønderborg og fra Skjern til Nexø og samler tusindvis af madglade gæster til 10 dages kulinarisk eventyr. Flere restauranter melder udsolgt, men der er fortsat masser af lækre menuer at opleve!
Fra d. 7. til d. 16. februar hyldes gastronomi på over 300 af landets bedste restauranter, der har lagt masser af energi og kreativitet i at sammensætte smagfulde menuer. Gæster kan vælge mellem 3 retter, 5 serveringer og tastingmenuer – altid til en fast særpris. Fra klassisk dansk og velkendte favoritter lavet på sæsonens bedste råvarer til asiatisk finesse, fransk elegance og varme noter fra sydens cuisine – menuerne spænder bredt over et hav af kulinariske verdenskøkkener og giver gæster mulighed for at udforske alt, hvad hjertet (og ganen) begærer.
Om Dining Week
I løbet af de seneste 14 år er Dining Week blevet et fast indslag på den danske madscene i uge 7 og 42. Flere og flere gæster viser interesse for festivalen, som nu kan opleves i over 75 danske byer fordelt i hele landet – i år med rekorden på flere end 300 restauranter, der dækker over alt fra innovative gourmetrestauranter, der er nævnt i MICHELIN Guiden 2024 til folkelige favoritter. I år er desuden helt særlig, da festivalen for første gang kan opleves på Bornholm, hvor The Falcon Hotel i Allinge og Den Gyldne Hane i Nexø er med på listen.
”Vi er helt blæst bagover af den store interesse for Dining Week igen i år! Med over 80.000 solgte billetter indtil videre er det helt tydeligt at mærke, at gæsterne fortsat tager imod festivalen med åbne arme, og det er vi enormt stolte af at kunne være med til at facilitere. En stor cadeau skal selvfølgelig gives til restauranterne, der gør et kæmpe stykke arbejde i at udvikle særprægede menuer og skabe rammerne om helt særlige restaurantoplevelser”, siger Bjørn Beyer, stifter af Dining Week.
Restauranter i hele landet
I Jylland kan man i år blandt andre opleve en bæredygtig tastingmenu på festivalens nytilkomne Restaurant Moment i Rønde, der kan bryste sig af at have en MICHELIN Green Star. Derudover kan du opleve Restaurant Tabu i Aalborg, Skarridhus Sinatur Hotel i Kibæk, Restaurant Stauning Strand i Skjern, Mefisto Restaurant & Gårdhave, Restaurant Anker samt Restaurant Komfur i Aarhus C, Restaurant Møllehuset i Frederikshavn, Skagens Fiskerestaurant i Skagen og Kolding, Bastardo i Hjørring, Aalbæk Badehotel i Aalbæk, Iza i Vejle, Restaurant Bella Italia i Sønderborg, Restaurant Urfuglen i Brande og Gustav Lind Trapholt i Kolding.
På Fyn finder du Restaurant Gordon i Odense, Gl. Brydegaard i Haarby, Munkebo Kro i Munkebo, Brobygårds Køkken i Broby, Restaurant Mast i Middelfart, Restaurant Ærø i Svendborg og Gl. Avernæs Sinatur Hotel og Konference i Ebberup.
Sjælland bugner også af lækre muligheder som Tisvildeleje Strandhotel i Tisvildeleje, Restaurant Borupgaard i Snekkersten, Bistro Francophile i Helsingør, Kokkedal Slot Copenhagen i Hørsholm, Restaurant SuRi og Restaurant Sidesporet i Holbæk, Restaurant Fasaneriet i Lejre, Skjoldenæsholm Slot i Jystrup, Restaurant Sørup Herregaard i Ringsted, Godstedlund i Øster Ulslev og Brede Spisehus i Lyngby.
I København finder du blandt andre Bruce på Nørrebro, Langelinie Pavillonen, SVOVL, Beviamo på Østerbro, Bistro Ailu og Frederiks Have på Frederiksberg, Fleisch, PatePate, DOLORES og Gorilla på Vesterbro, Aamanns 1921, Haps by capa, The Shrimp, SALT Restaurant, Maven, Almanak i Operaen og Lola i Indre København samt Lalala og Restaurant Kanalen på Christianshavn.