En række oste-entusiaster har taget initiativ til første udgave af Ostens dag d. 1 marts. Programmet er nu ved at tage form og byder på en række oste-relaterede aktiviteter – fx et besøg i ostegrotte i storbyen, kunsten at sætte hvidvin til økologiske rødkitoste eller deltagelse i online smagning af gårdoste.
Dagligt tikker nye aktiviteter ind på eventkalenderen på http://www.ostensdag.dk. Anledningen er Ostens Dag, som fremover bliver afholdt den første fredag i marts, for første gang den 1. marts 2024. Fra mejerier til spisesteder er man trukket i arbejdstøjet og fundet de kreative tanker frem til glæde for landets osteelskere.
Idéen opstod i Facebookgruppen Os der er vilde med ost.
’Hvad med at lave en national ostedag i Danmark?’ spurgte Ib Hasseriis, osteelsker og amatørmejerist i gruppen. Det blev startskuddet på et projekt, der er udviklet og drevet af ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller i samarbejde med reklamebureauet Wonderfuel.
“Det er vores håb, at osteelskerne i anledning af Ostens Dag vil smage en ny ost eller opleve en ny måde at bruge ost i madlavningen på,” siger initiativtager Camilla Bojsen-Møller.
Projektet støttes af Mejeriforeningen, Arla, Lactalis, Thise, Marion Lokale Gårdoste og Delikatesser, Swiss Cheese Marketing, Ostemesteren, Ostehandlerforeningen, Meny, Coop, Salling, Inco, Hørkram og Dansk Cater.