Plantebranchen i Danmark – Europas største brancheforening for grønne fødevarer – arbejder for, at skolebørn i hele Europa får adgang til plantedrikke som en del af skolemælksordningen. Fødevareministeren vil også skubbe på i EU.
Engang blev madpakken skyllet ned med mælk. I dag presser elever og forældre på for at få adgang til plantedrikke, som et alternativ eller supplement til komælk. Plantedrikke udgør i dag omkring 10 pct. af mælkemarkedet i Danmark.
Over 80 danske virksomheder og organisationer inden for plantebaserede fødevarer står bag brancheforeningen.
”Vi har fået en positiv bekræftelse fra Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, med hensyn til, at han arbejder på at få afklaret muligheden for at få plantedrikke ind som en udvidelse af EU’s skoleordning for frygt og grønt,” siger Frederik Madsen, sekretariatschef for Plantebranchen.
EU-Kommissionen overvejer aktuelt at udvide omfanget af støtteberettigegede produkter til også at omfatte plantebaserede mælkevarianter.
Frederik Madsen er glad for ministerens arbejde for sagen i EU og fremhæver, at indførelsen af plantedrikke i skolemælksordningen også vil matche regeringens plantebaserede handlingsplan, som skal bidrage til en mere planterig kost.
”Berigede plantedrikke (red: beriget med calcium) er en vigtig del af en varieret kost,” forklarer Frederik Madsen.
Modernisering af økologiregler
Plantebranchen arbejder også for at få ændret de nuværende økologiregler, så det bliver lovligt at tilsætte naturligt calcium fra fx tang til de økologiske plantedrikke.
”Økologireglerne er på mange måder særdeles gode, men trænger til en modernisering med henyn til en naturlig berigelse af produkter med calcium, så de ikke er med til at hindre en nødvendig ændring af kosten i en mere plantebaseret retning,” siger Frederik Madsen.
Muligheder for landbruget
Frederik Madsen peger på, at et stigende forbrug af plantedrikke indeholder gode afsætningsmuligheder for dansk landbrug: ”Det danske klima er velegnet til at dyrke afgrøder som fx havre, hvede og ærter, der ofte bliver brugt til plantedrikke. Der er altså ikke tale om, at dansk landbrug taber ved en delvis omlægning. Tværtimod.”
Han ser plantedrikke som en naturlig udvikling af skolemælksordningen: ”Det passer ind i den danske regerings ambitioner, og et land som fx Tyskland har allerede udtrykt deres støtte til vores forslag,” siger Frederik Madsen.
I dag giver EU tilskud til, at skolebørn kan få mælk i skoletiden, men ikke plantedrikke. Et regelsæt, der favoriserer komælk og i stigende grad møder kritik fra Plantebranchen og mange andre.