Unika X er Arla Unikas eksklusive linje af mejeriprodukter, som bliver skabt i samarbejde med kokke over hele Danmark. Nu intensiveres samarbejdet yderligere, så der kommer flere oste ud af processen. Fremover vil mindst fire nye, små ostebørn blive skabt årligt.
– Unika X leverer unikke oste, som ikke kan ses magen til andre steder. Det handler om smagen, duften, udseendet og konsistensen. Glæden ved at se og opleve noget helt unikt, siger Alex Racoveanu, der er chef for Arla Unika.
– Dermed kan restaurantgæster forvente flere oplevelser som whiskyosten Drunken Dog, en omvendt skimmelost som Kovending eller ostetrøflen Karamel Sten, fortsætter han og påpeger, at Unika X-oste også fremover pakkes ind i simpelt hvidt papir, så fokus er på duften, smagen og det unikke i en frisk, nyopfundet ost.
Arla Unikas ostebil kører rundt til gourmetrestauranter i hele landet. Her leverer de helt særlige oste i eksperimentalfasen, som kokkene så kan lege med, give tilbagemelding på og være med til at videreudvikle.
Og nu er der flere unikke produkter på vej til kokkene. Når produktet har været i Unika X i en periode, lever en del af dem videre og kommer over i Arla Unika.
– Kokkene er de ypperste madfortolkere, og sammen kan vi skabe madmagi. Unika X er vores innovationsværksted. Det er herfra, udviklingen udspringer, siger Alex Racoveanu.
Samtidig med at Unika X-samarbejdet skærpes, kommer Essens-produkterne tilbage til Unika-familien. Essens er blandt andet kefir, fløde og mælk i en helt særlig kvalitet.