En rapport fra DTU viste i sidste uge, at takeaway-mad i Danmark fortsat har et for højt indhold af fedt og salt samt for få kostfibre og grøntsager. Samtidig er danskernes forbrug af takeaway steget markant de seneste år. Dette understreger behovet for et bedre udbud af plantebaseret takeaway, mener man hos Dansk Vegetarisk Forening. Et samarbejde mellem branchen og grønne organisationer viser vejen.

DTU Fødevareinstituttets undersøgelse viste i sidste uge, at mange takeaway-måltider har et højt indhold af mættet fedt og salt, mens andelen af grøntsager og kostfibre er lav. En typisk pizza med kebab og dressing kan dække størstedelen af en voksens daglige energibehov, og nogle måltider indeholder langt mere salt, end hvad der anbefales på en hel dag.
Samtidig viser et nyt studie fra Oxford University, at plantebaserede alternativer til kød og mejeriprodukter ikke bare er bedre for klimaet, men også kan reducere risikoen for tidlig død og forebygge livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme. Selv forarbejdede plantebaserede produkter er sundere end de animalske produkter, de erstatter.
“Takeaway er blevet en fast del af mange danskeres hverdag, men udbuddet af sundere grønne alternativer halter bagefter. Vi ved fra undersøgelser gennemført af Plantebaseret Videnscenter, at flere forbrugere efterspørger plantebaserede muligheder, men takeaway-markedet har endnu ikke tilpasset sig denne udvikling. Derfor arbejder vi for, at plantebaserede retter bliver en naturlig del af takeaway-menuerne, så det bliver lettere for danskerne at vælge sundere og mindre klimabelastende måltider,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.
Branchen har brug for hjælp til at omstille sig
Dansk Vegetarisk Forening, Plantebranchen og Danmarks Restauranter & Caféer har i samarbejde lanceret projektet Mad på Farten 2.0, der skal hjælpe takeaway-steder og caféer med at udvikle og tilbyde velsmagende plantebaserede måltider.
“Mange takeaway-steder vil gerne tilbyde flere grønne retter, men de mangler ofte viden, inspiration og de rette produkter. Med Mad på Farten 2.0 tilbyder vi konkret hjælp til at udvikle plantebaserede retter, der kan konkurrere med de klassiske favoritter på smag, mæthed og pris,” siger Claire Demontreuil, projektleder i Dansk Vegetarisk Forening.
Projektet omfatter blandt andet test af plantebaserede retter, inspirationsdage for branchen og prisuddelingen Plantebaserede Takeaway Awards, der sætter fokus på de bedste grønne initiativer i branchen.
Forbrugerne er klar – nu skal branchen følge med
Forbrugernes interesse for plantebaserede alternativer vokser hurtigt, og virksomheder, der går forrest, vil have en konkurrencefordel.
“Den plantebaserede udvikling sker hurtigt. Fra politisk hånd har man med Den Grønne Trepart forpligtet sig til at arbejde for en EU-handlingsplan for plantebaserede fødevarer, og detailhandlen er også godt på vej, men takeaway-branchen i Danmark er desværre stadig bagefter. Forbrugerne efterspørger sunde og velsmagende alternativer med lav klimabelastning, og de virksomheder, der tilpasser sig denne udvikling, vil stå stærkere i fremtiden,” afslutter Rune-Christoffer Dragsdahl.
Med et stigende fokus på sundhed og bæredygtighed er plantebaserede måltider ikke bare et supplement, men en nødvendighed for fremtidens takeaway-marked.