Stefan Nordahl-Pedersen bliver forfremmet til salgsdirektør i HKI Ost, der er ejet af Dagrofa Foodservice.
HKI Ost er blandt landets førende specialister, når det gælder om at levere højkvalitetsoste til bl.a. Michelin-restauranter, ostehandlere og gourmetbagerier.
Virksomheden, som Dagrofa Foodservice er hovedaktionær i, er særligt dedikeret til at finde mere nicheprægede produkter i udlandet og ikke mindst i Danmark, hvor HKI Ost har et tæt samarbejde med mange lokale mejerier.
Stefan Nordahl-Pedersen har for nylig kunne skrive ny titel på visitkortet, da han er blevet forfremmet fra salgschef til salgsdirektør i HKI Ost.
Tilbage i 2023 blev Stefan Nordahl-Pedersen medejer af HKI Ost, da han købte halvdelen af Poul Larsens ejerskab, og udnævnelsen til salgsdirektør i specialistselskabet er endnu et skridt på vejen i det glidende generationsskifte.
HKI Ost er en absolut spydspids i branchen, der tilføjer en masse værdi og ekspertkompetence til Dagrofa Foodservice som helhed. Med mere end 10-års ansættelse og masser af dedikation har Stefan Nordahl-Pedersen en stor del af æren for den sunde udvikling i HKI Ost. Derfor er det også kun meget naturligt, at han nu er blevet udnævnt til salgsdirektør, og beslutningen bekræfter samtidig, at det løbende generationsskifte går helt efter planen, siger adm. direktør i Dagrofa Foodservice, Michael Christensen.
Fortsat et tæt samarbejde med Poul Larsen
Selv sætter Stefan Nordahl-Pedersen disse ord på udviklingen:
“Vi har i HKI Ost et utroligt stærkt team, hvor vi har en stor kærlighed til oste, til vores leverandører og til vores kunder. Jeg elsker simpelthen at gå på arbejde, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg nu har fået mulighed for at løfte endnu mere ansvar i takt med, at Poul er i gang med at trappe ned. Vi har et fortrinligt samarbejde, hvor vi gør brug at hinandens styrker og kompetencer, hvilket vi også kommer til at fortsætte med.”
Samme toner lyder fra Poul Larsen, direktør og medejer i HKI Ost:
“Generationsskiftet i HKI Ost er en velovervejet og veltilrettelagt proces, og jeg glæder mig over, at vi nu er nået et skridt videre i fremtidssikringen af virksomheden. Jeg har aldrig været et bedre sted i mit arbejdsliv end nu, hvor der er rigtig meget frihed og mulighed for at bruge tiden på de projekter, som jeg brænder for. Det skyldes det tætte parløb med Stefan og resten af HKI Ost og lysten til at fortsætte noget tid endnu, er der i hvert fald.”
HKI Ost holder til på Dagrofa Foodservice-terminalen i Ishøj/København. Her er der etableret en ’ostegrotte’, hvor oste kan færdigmodnes under de rette betingelser ift. temperatur og luftfugtighed.