Clarissa Schwab er udnævnt til professor ved Aarhus Universitet. Hun bruger mikroorganismer til at designe funktionelle fødevarer og forbedre vores tarmsundhed.
Clarissa Schwab forsker i, hvordan man kan bruge bakteirer til at berige fødevarer og give dem sundhedsfremmende egenskaber. Hun undersøger samspillet mellem bakterier i maden og bakterierne i vores tarm.
”Det her er et forskningsområde med et svimlende potentiale,” siger hun.
Hun mener, vi vil få helt nye muligheder for at forebygge og behandle sygdomme gennem kosten. Med udgangspunkt i sin forskning peger Clarissa Schwab på fem bioteknologiske trends, der vil få betydning for fremtidens fødevarer og vores forståelse af sundhed i de kommende år.
1: Avanceret fermentering
Avanceret fermentering handler om at udnytte mikroorganismer til design af nye fødevarer med specifikke proteiner, vitaminer og fedtstoffer. Det vil for eksempel gøre det muligt at producere æg, mælk og kød uden dyr.
2: Personliggjort mad
Her arbejder forskerne med at udvikle mad, der kan spille optimalt sammen med et menneskes unikke tarmmikrobiom. Det vil for eksempel gøre det muligt for den enkelte at forbedre sin fordøjelse og udnyttelse af næringsstoffer.
3: Mindre kemi og industriel forarbejdning
Moderne bioteknologi gør det muligt at udvikle nye mikrobielle metoder til smagsforstærkning, teksturdesign og konservering. Det kan reducere behovet for kemiske tilsætningsstoffer i vores mad og minimere den industrielle forarbejdningsgrad.
4: Funktionelle fødevarer
Videnskaben har åbnet op for et helt nyt kapitel i fødevarehistorien, hvor vi i princippet kan præcisionsudvikle mad med bioterapeutiske bakterier. Det kan bidrage til at behandle sygdomme og styrke immunsystemet hos den enkelte.
5: Klimavenlige produktionsmetoder
Nye biobaserede produktionsmetoder kan i fremtiden gøre os mindre afhængige af konventionelt landbrug og reducere den CO2-udledning, der I dag er forbundet med fremstilling af fødevarer.
Til daglig er Clarissa Schwab professor ved Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet. Her leder hun universitetets forskning inden for funktionel mikrobe-bioteknologi med fokus på fødevarer og sundhed.