Dagrofa har udnævnt Michael Christensen til ny administrerende direktør i Dagrofa Foodservice.
Dagrofa gør klar til næste strategiske fase, som starter 1. januar 2025, med en organisatorisk ændring i koncernledelsen, som yderligere skal styrke deres position som en af de førende fødevarevirksomheder i Danmark. Den nye ledelse sættes nu, så man i fællesskab sætter de strategiske ambitioner frem mod 2028.
”Med Fremgang Sammen-strategien har vi skabt vækst, innovation og styrket vores kultur, og den udvikling har Michael Christensen været en fornem bannerfører for. Nu er tiden inde til at se indad og sætte det stærkest mulige hold til fremtiden. Michael har de seneste fem år leveret stærke resultater, været en samlende leder og skabt stærke relationer med vores købmænd og leverandører. Derfor glæder det mig, at Michael nu vil fortsætte udviklingen af Danmarks bedste foodservicevirksomhed,” siger koncernchef i Dagrofa Tomas Pietrangeli.
Øget omsætning
De seneste år har Dagrofa Foodservice optimeret virksomhedens drifts- og logistikløsninger, øget den faglige inspiration og fokus på bæredygtighed for at styrke kundeoplevelsen og derigennem øge omsætningen. Dagrofa Foodservice forbedrede i 2023 resultatet til 40,6 mio. kr. og omsatte for 4,32 mia. kr.
”Jeg er så utrolig stolt og glad for at tage stafetten videre i Dagrofa Foodservice fra i morgen. Sammen med alle vores mange dygtige medarbejdere vil jeg arbejde for at gøre det nemmere at drive et køkken. Jeg går ydmygt, men også ambitiøst, til opgaven, for jeg ved, at vi sammen med alle de professionelle kunder kan udvikle ’maddanmark’ til at være endnu mere innovativt og bæredygtigt. Jeg ser frem til at give digitaliseringen af vores forretning endnu et nyk og derigennem knytte endnu tættere bånd med alle de professionelle køkkener, så vi bliver den foretrukne samarbejdspartner til endnu flere kunder,” siger Michael Christensen, tiltrædende administrerende direktør i Dagrofa Foodservice.