I ugerne op til jul sætter Fødevarestyrelsen fokus på råd om at undgå smitte med Roskildesyge. Oplysningsindsatsen retter sig både til fødevarevirksomheder og til forbrugere.
Tiden op mod jul er højtid for Roskildesyge og dermed opkast og kraftig diarré. Én af forklaringerne er, at køkkenmedarbejdere møder halvsyge på job og smitter via maden. En anden forklaring er, at sløje gæster går til buffeten og spreder Roskildesyge via maden på buffeten.
Roskildesyge kommer af det meget smitsomme norovirus, som nemt kan sende et helt selskab på forlænget ophold på toilettet. Faktisk er Roskildesyge årsag til halvdelen af de sygdomsudbrud, der stammer fra fødevarer i Danmark. Men sådan behøver det ikke at være.
Med bl.a. Go Cards, filmklip på DR OBS og et kampagnesite på http://www.fvst.dk angriber Fødevarestyrelsen igen i år problemet – og fra begge sider af bordet. Kampagnematerialet henvender sig både til fødevarebranchens professionelle køkkenmedarbejdere og til forbrugerne.