De seneste år har Nørrebrew taget store spring i den rigtige retning i en hårdt presset branche inden for drikkevarer. Årsagen til succesen skyldes et stærkt fokus på produkter, team og strategi.
For første gang i virksomhedens historie kan Nørrebrew notere sig et positivt årsresultat. Med en omsætning på 26 millioner kroner og en vækst på 53 pct. i 2024 cementerer Nørrebrew sin position som en af de mest dynamiske aktører på det danske marked inden for drikkevarer.
“Det har været et ekstraordinært år for os. Vi har formået at vokse markant uden at gå på kompromis med vores værdier eller vores produktkvalitet. Selvom vi også i de foregående år har haft stor vækst, er det første gang vi også leverer et positivt resultat. Og det er en vigtig milepæl i vores udvikling,” siger Sune Blom, CEO i Nørrebrew.
Strategiske opkøb og organisk vækst driver udviklingen
Halvdelen af væksten kan tilskrives opkøbet af Læsk Kombucha i januar 2024, mens den anden halvdel er drevet af organisk vækst. Nørrebrew har fortsat med at udvide sit sortiment af drikkevarer, der skiller sig ud på markedet.
“Vi har holdt fast i vores DNA og vores ambition om at tilbyde drikkevarer, der gør en forskel for vores kunder. Vores vækst viser, at forbrugerne efterspørger kvalitetsprodukter i et konkurrencepræget marked, forklarer Sune Blom.
Fremgang i en presset branche er en bedrift i sig selv
Branchen har været udfordret i 2024, hvor hele 40 bryggerier måtte dreje nøglen om. At Nørrebrew ikke blot har overlevet, men også skabt vækst og sorte tal, understreger virksomhedens robusthed og strategiske evner.
“På trods af både en flot vækst i toppen og sorte tal på bunden, så har 2024 langt fra været uden udfordringer. Vi oplever ligesom alle andre et øget fokus på pris i forhold til stigende råvarer og energipriser. Dertil kommer, at det er ekstremt likviditetstungt at vokse i denne branche. Vi skylder derfor også en kæmpe tak til vores leverandører og samarbejdspartner, som har troet på os og støttet op. Uden den opbakning havde vi ikke kunne vokse i vores nuværende setup,” siger Sune Blom.
Fremtiden: Innovation og markedsudvidelse
Nørrebrew fortsætter sin mission om at tilbyde nyskabende drikkevarer, der forener kvalitet, smag og gode priser. Fokus er på at udvide markedsandelen yderligere og fortsat skille sig ud i en branche, der kræver innovation for at overleve.
“Vi er her for at blive. Vi vil fortsætte med at udvikle produkter, der ikke bare sælger, men som også gør en forskel for forbrugerne og vores mange restaurationskunder. Her er samspillet mellem brand, den høje kvalitet og fair priser afgørende. Det er vores opskrift på at fortsætte med at vokse,” afslutter Sune Blom.