Efter næsten 20 år på markedet planlægger ejerne af Letz Sushi at lukke restaurantkæden. Beslutningen er baseret på flere års forsøg på at generere overskud i Letz Sushi. Desværre har dette ikke været muligt, og arbejdet med at lukke sushi-restaurantkæden vil derfor blive påbegyndt nu.
Det er Lars Larsen Group, der ejer restaurantkæden, der nu står til at lukke.
”Jeg vil gerne takke ledelsen og medarbejderne i Letz Sushi for deres store indsats med at skabe en succesfuld sushi-restaurantkæde. Vi er taknemmelige for de mange timer og den energi, der er blevet lagt i forretningen; alt dette vil selvfølgelig blive taget i betragtning i det kommende arbejde. Jeg vil også gerne takke vores kunder for deres loyale støtte,” siger bestyrelsesformanden for Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg.
Det har ikke været muligt at genere overskud, forklarer Lars Bo Jeppesen, der er bestyrelsesformand for Letz Sushi:
”Vi er meget glade og stolte over at drive og udvikle Letz Sushi, som er en af Danmarks førende sushi-restaurantkæder med stort fokus på ansvarlig indkøb af både ingredienser og emballage. Men for at sige det som det er, har vi ikke kunnet generere overskud trods mange vedholdende forsøg. Derfor arbejder vi nu på at lukke Letz Sushi på en ansvarlig og ordentlig måde i løbet af de kommende måneder,” siger bestyrelsesformanden for Letz Sushi, Lars Bo Jeppesen.
Letz Sushi beskæftiger 223 personer i restauranter, produktion og administration, som i dag er blevet informeret om den planlagte lukning. I de kommende måneder vil de nødvendige drøftelser vedrørende de planlagte afskedigelser af medarbejdere finde sted.