Lakrids By Bülow lancerede i 2022 den økologiske serie Slow Crafted. I tæt samarbejde med en lokal dansk biavler udvider de nu den kategori med nye smagsvarianter, Milk & Honey og Honey Stick, der fremover vil være en del af det faste sortiment for flere økologiske valg.
Med introduktionen af Milk & Honey og Honey Stick udvider den danske lakridsinnovatør nu sin økologiske Slow Crafted-serie. De to nyheder er en hyldest til dansk håndværk og fejrer naturens mest gyldne gave; dansk honning.
Inspireret af biernes gyldne dråber har Lakrids By Bülow skabt to nye varianter inden for deres 100 % økologiske Slow Crafted-serie, der er baseret på Johan Bülows originale gourmetlakridsopskrift fra 2007. Begge er med økologisk honning fra en lokal dansk biavler. I Milk & Honey er honningen blandet ind i en karamelagtig lakridskerne og overtrukket med blød mælkechokolade og fine flager af havsalt, mens Honey Liquorice Stick kombinerer de intense noter fra rålakrids med en floral sødme fra honningen.
“Den økologiske Slow Crafted-lakrids ligner ingen anden. Den skabes ved omhyggeligt at koge lakridsen i mindre batches i fire timer og derefter lade den hvile i et døgn. I honninglakridsen tilsætter vi lokal dansk økologisk honning for at opnå en unik, næsten floral sødme. På den måde opnår vi en blød, karamelagtig tekstur. Det er en intens sensorisk oplevelse, som er udviklet til nydelse,” siger Francisca Listov-Saabye, der er Head of Product Development hos Lakrids By Bülow.
Gourmetlakrids med B Corp-certificering
Med lanceringen har lakridsfabrikken i Hvidovre styrket båndet til deres danske rødder fra valget af lokale producenter til håndværket bag hver lakrids. Dedikationen til lokalt samarbejde og høj kvalitet understreger virksomhedens bæredygtighedsengagement, der i januar 2024 blev belønnet med B Corp-certificering.
Virksomhedens miljømæssige engagement kommer blandt andet til udtryk i deres valg af førsteklasses genbrugsglasemballage og Refill bags for hele Slow Crafted-serien, inklusiv de to nye varianter. Genbrugsinitiativet med Refill bags tillader lakridsentusiaster at genopfylde deres genanvendelige glas. Et skridt mod genanvendelighed, der inviterer forbrugerne til at blive en del af en større bevægelse hen imod en ansvarlig og bæredygtig tilgang, hvor de kan nyde deres favoritter igen og igen med den bedste smag i munden.