En række profiler inden for fødevarebranchen går sammen i Madland Koalitioner for at gentænke maddanmark. Ifølge stifter af Madland Marie Sainabou Jeng er der akut brug for dialog og samarbejde på tværs af madsystemet for at finde en fælles kurs mod en mere bæredygtig fremtid.
Over det næste år vil de 20 aktører sammen i Madland Koalitioner skabe et fælles program, der skal løfte de vigtigste dagsordener i, hvordan vi som samfund skaber et mere bæredygtigt madsystem. Programmet skal være en platform, hvor både møder, studieture, samtaler, podcasts, viden, magasiner og artikler samles.
Fire koalitioner – fire dagsordener
Madland stifter fire koalitioner; retfærdig mad, cirkulær mad, madforbindelse mellem land og by og grøn mad. Hver koalition vil i et helt år samarbejde om at stille spørgsmål, fremvise løsninger og engagere og inspirere andre madprofessionelle såvel som madborgere til handling.
“Madland er et samlingspunkt, fordi vi ser det bærende nødvendigt med fællesskaber på tværs af værdikæder og økosystemer. Med Madland Koalitioner tager vi nu værtskabet for at skabe et bedre og længerevarende samvirke og en dialog blandt dem, der driver forandringen mod mere bæredygtige madsystemer,” siger Marie Sainabou Jeng, stifter af Madland og Koalition.
De 23 medlemmer i Madland Koalitioner er: Økoskabet, Seerupgaard, Rødder, Geobit, SaitoCPH, Brøl, Il Buco, La Banchina, Johanne Birn, Pantrii, Changing Food, Coop Crowdfunding, SenseOfNordicFood, Slow Food Danmark, Haver til Maver, Kitchen Collective, Foodprint Nordic, Rabarbergaarden, Rasmus Holmgård, FoodSHIFT 2030, CPH Food Space, Teresa Andersen og Morten Kromann Nielsen.