Danmarks landbrugs- og fødevaresektor anerkendes som motor for klimahandling i hele værdikæden på vigtige eksportmarkeder. En ny analyse, udført af Epinion for Food Nation, viser, at der er eksportvækst at hente for virksomheder med produkter og løsninger, der kan bidrage til at accelerere konkret klimahandling på specifikke områder – samtidig understreger rapporten behovet for fortsat og øget målrettet markedsføring, hvis internationale beslutningstagere skal vælge danske produkter og løsninger fremadrettet.
Den nye Insight Report fra Food Nation viser, hvordan internationale B2B-beslutningstagere i Japan, Storbritannien og Sydkorea ser på dansk landbrugs- og fødevareproduktion. Analysen fremhæver bl.a., at Danmark forbindes med en række positive egenskaber, herunder klimahandling, kvalitet og fødevaresikkerhed.
”Med denne analyse kan vi dokumentere, at klimahandling er en yderst efterspurgt styrkeposition, der med stor fordel kan anvendes aktivt i eksportfremmende aktiviteter. Den danske fødevareklynge har i forvejen længe været anerkendt for et højt niveau, især inden for kvalitet og fødevaresikkerhed. Det er sektorens solide fundament, og det skal vi være stolte af, fastholde og udbygge med klimahandling”, siger Lise Walbom, CEO i Food Nation.
Samtidig dokumenterer analysen et fortsat behov for international markedsføring for at sikre danske fødevarevirksomheder en position som attraktive handelspartnere. Ifølge beslutningstagerne er oprindelseslandet nemlig afgørende, når der skal vælges leverandør. Omkring 3 ud af 4 af beslutningstagerne fra de undersøgte markeder mener, at oprindelseslandet er vigtigt, meget vigtigt eller afgørende.
Ifølge Food Nations Insight Report nævner kun 2 pct. af de adspurgte beslutningstagere i Japan, Storbritannien og Sydkorea Danmark som et af de 5 mest relevante lande at handle med. Dette dokumenterer et fortsat behov for markedsføring og positionering.
Klimahandling er en afgørende indgangsvinkel til øget eksport
71 pct. af de adspurgte beslutningstagere er enige i, at Danmark er ledende indenfor landbrugs- og fødevareproduktion, og for Sydkorea er tallet hele 87 pct. I analysen svarer 24 pct. af beslutningstagerne, at de associerer danske fødevarer med et lavt miljøaftryk. Et lige så stort antal britiske beslutningstagere vurderer, at deres egne produkter og løsninger har en lav klimapåvirkning, mens både japanske og sydkoreanske beslutningstagere opfatter danske produkter og løsninger som bedre end deres egne. Dette giver danske virksomheder en konkurrencefordel på de vigtige markeder i Japan og Sydkorea.
De adspurgte beslutningstagere identificerer initiativer som reduktion af madspild, genanvendelse og vedvarende energiløsninger som de mest afgørende klimahandlinger for at reducere drivhusgasemissioner i landbrugs- og fødevaresektoren. Disse områder repræsenterer betydelige muligheder for
danske virksomheder i Japan, Storbritannien og Sydkorea, hvor der kan etableres en konkurrencefordel gennem fokuseret produktoptimering og markedsføring inden for disse områder, hvor Danmark allerede står stærkt.
59 pct. af de adspurgte mener, at produkter og løsninger, der reducerer drivhusgasemissioner, er vigtigere end prisen. Derudover er 80% enige i, at det er nødvendigt for virksomheder at tilbyde produkter og løsninger, der bidrager til at reducere drivhusgasser, for at sikre langsigtet vækst. Samlet set viser resultaterne en enighed om vigtigheden af at reducere klimaaftrykket fra landbrugs- og fødevaresektoren.
”Når 59 procent af beslutningstagere på store nøglemarkeder svarer, at klimahensyn er vigtigere end pris, så giver det danske virksomheder endnu et parameter at konkurrere på – på linje med kvalitet og fødevaresikkerhed. En central nøgle til øget eksport ligger derfor i at styrke markedsføringen af bæredygtige produkter og løsninger, der i høj grad efterspørges verden over”, udtaler Lise Walbom.
Baseret på resultaterne fra analysen kan danske virksomheder med fordel øge deres fokus på bæredygtige produkter og løsninger på alle tre markeder.
Målrettede initiativer der reducerer madspild, forbedrer genanvendelse i produktionen og anvender vedvarende energikilder, kan bidrage til markedseffekten og imødekomme de prioriteter, der er identificeret på tværs af alle tre markeder som de mest væsentlige.
Fødevareklyngen er effektiv samarbejdspartner i den grønne omstilling
I Food Nations Insight Report peger 65 pct. på at danske produkter og løsninger leverer god værdi for pengene. Baggrunden er en bred anerkendelse af sektoren som leverandør af høj kvalitet gennem hele værdikæden. Der tegner sig et billede af Danmark som en effektiv samarbejdspartner, på vejen til bæredygtig omstilling. Et øget internationalt kendskab til det danske brand kan være kimen til et grønt eksporteventyr for danske løsninger og produkter inden for landbrugs- og fødevaresektoren.
”Analysens resultater underbygger billedet af Danmark som leverandør af morgendagens løsninger. Vi bliver i høj grad anerkendt, som en stærk eksportpartner, med produkter og løsninger til den bæredygtige udvikling af hele værdikæden”, afslutter Lise Walbom.