Den sicilianske stjernekok Gabriele Rizzo er tilbage på den københavnske madscene og bliver ny køkkenchef på Restaurant Levi i Ny Østergade.
Der er ny mand bag komfuret på Restaurant Levi, der siden åbningen i 2022 har høstet priser og fulde huse med deres italiensk-japanske køkken, det flotte vinkort og designeren Johannes Torpes smukke spisesal. Det er Gabrielle Rizzo, der skal løfte Levi med sit italienske hjerte og dybe forståelse for det japanske køkken.
“Gabriele er det helt rigtige match for Levi og en kok, som vi har utrolig stor respekt for. Det er uden tvivl endnu et løft for os og et skridt mod at realisere vores drømme med Levi. Nu ser vi frem til at give gæsterne nogle store oplevelser med Gabriele i køkkenet,” siger Jesper Boelskifte, indehaver af Restaurant Levi.
Gabriele Rizzo er allerede i gang på Levi og har sat sit særpræg på den nye menu, der lige nu byder på blandt andet blæksprutte med nori-tang og kirsebær, kammuslinger med hvid miso og pasta med rejebisque og katsobushi. Der er dog ikke rørt ved signaturretter som Instagram-hittet arancini med wagyu-kød og deres pistacie-gelato med olivenolie.
Fra Nordhavn til Ny Østergade
Den nye køkkenchef har et imponerede CV bag sig og trak senest overskrifter med Hâidan i Nordhavn, der med michelin-ambitioner høstede stjerner fra anmelderne for kombinationen af netop det italienske og asiatiske. Gabriele har samtidig en forhistorie med Levis stiftere i Copenhagen Concepts, da han var souschef på hengangne Umami i midten af nullerne.
“Levi har en helt unik profil og et internationalt udtryk, hvor gastronomi, design og service smelter sammen på en måde, der ikke findes noget andet sted i Danmark. Jeg glæder mig til at bygge videre på fundamentet og fortsætte med at overraske og forføre vores gæster,” siger Gabriele Rizzo, der vil sætte sit eget præg uden at afvige fra Levis stil og udtryk.
Selvom der var michelin-ambition for Hâidan, og Rizzo har været både på den trestjernede Geranium og tostjernede Restaurant Jordnær, så skal Levi ikke ud og jage michelinstjerner.
“Levi er et sted, hvor vi gerne vil have liv og en afslappet stemning. Der er også plads til at hænge ud, drikke et glas vin i baren og nappe en pastaret. Det er sådan et sted, vi selv elsker at komme på,” siger Peter Trauboth indehaver af restaurant Levi.
Levi blev kåret som Byens Bedste restaurant af Berlingske AOK i 2022 og er i år også nomineret til fem priser af Den Danske Spiseguide – bl.a. for Årets Restaurant 2023, Årets Sommelier, Årets Vinkort og Årets Restaurant Profil.