Danmarks position som gastronomisk supermagt risikerer at erodere, hvis der ikke bliver sat ind på flere fronter. Sådan lyder budskabet fra et nyt netværk under HORESTA, som havde sit første møde i denne uge.
Flere Michelin-stjerner end nogensinde før funkler på de danske restauranter. Samtidig kan vi igen prale af at have en regerende verdensmester for kokke, og vi har flere restauranter blandt verdens bedste. Men selv om dansk gastronomi lige nu kan nyde det skinnende lys fra omverdens opmærksomhed, risikerer pæren meget snart at springe.
Derfor har HORESTA taget initiativ til et netværk, hvor organisationer og institutioner går sammen med eliten i dansk gastronomi for at drøfte, hvordan vores position på den gastronomiske verdensscene bedst sikres. Medarrangører er FOOD, Hotel- og Restaurantskolen i København, Søren Ledet fra Geranium, Rasmus Munk fra Alchemist og Magnus Kofoed fra Kadeau.
Fremtidssikring af dansk gastronomi
I denne uge holdt netværket sit første møde.
”Omdrejningspunktet for netværket er en fremtidssikring af dansk gastronomi. Vi skal sikre, at branchen har fundamentet for succes på den lange bane, og vi skal diskutere udfordringerne med manglende optag på kokke- og tjeneruddannelse, samt hvordan den næste generation af stjernekokke får mulighederne for at udfolde deres fulde talent”, siger HORESTAs kommercielle direktør, Jeppe Møller-Herskind.
”Skal vi skabe en langtidsholdbar model med et godt arbejdsmiljø og fokus på bæredygtighed, så skal tingene gribes helt anderledes an. Vi kan ikke forvente og gå ud fra, at fremtidens stjernekokke automatisk vil stå i kø, når andre lægger kokkekniven fra sig. Det handler om alt lige fra mere diversitet til en genfortælling af service-, oplevelses- og hospitalitybranchens samfundsværdi”, siger han.
På det første møde drøftede netværket blandt andet uddannelse af kokke og tjenere, arbejdsmiljø, tiltrækning af unge talenter, politisk fokus og indsatsområder.