Når sulten skal stilles på metalfestivalen Copenhell, er køerne lange til boder med kreative navne og store kødserveringer, men et grønt sats fra arrangøren sikrer vegetariske tilbud i omtrent 75 procent af boderne.
Det lange hår er mere end blot grånende blandt de mest hærdede gæster, mens det for de yngste slet ikke er vokset langt nok til en hestehale. Der er stor spændvidde blandt publikum, hvor familier trygt slæber deres charmerende djævleyngel iført denimvest og store høreværn med, og de studenter, som mener Roskilde Festival er for poppet, lufter deres drømme om en festlig sommer uden corona. Alle skal de høre hårdtslående rockmusik, drikke umådeligt mange bajere og stille sulten i de kreative madboder, der pryder pladsen på Refshaleøen i København.
Kød og planter side om side
Køen til boden, som serverer røgede og grillede kalkunlår, er lang, og ved bordene i spiseområdet sidder primært mænd og bider og flår i de 800 gram tunge kalkunlår. Men Copenhell er ikke bare en festival for store kødserveringer, siger Emil Andersen, der er CEO og co-founder hos Planteslagterne, der deler strøggade med den føromtalte kalkunbod:
– Publikum på Copenhell er meget åbensindede, og man kan sagtens spise et smoked turkey leg den ene dag og så en planteburger i morgen, uden at det bliver en diskussion om, hvorvidt du er veganer eller kødspiser.
Forsætter efter billedet
Bæredygtighedsplan
Som en del af Copenhells bæredygtighedsplan for 2022 er der fokus på blandt andet madspild, men det har også været et mål, at 75 procent af madboderne som minimum har et vegetarisk alternativ på menukortet. En del madboder, herunder Naturli’, Vegan Hell, Gaza Grill, Planteslagterne med flere serverer udelukkende retter uden kød, og Emil Andersen har respekt for det valg, man tog på NorthSide-festivalen, hvor kød var bandlyst, dog er der mange måder at gribe det an på:
– Jeg er generelt imod tvang, men på den anden side, så har eksperimentet vist, at dem som var imod de plantebaserede retter og som var sure over NorthSides valg, alligevel fik en rigtig god madoplevelse. Og spørgsmålet er, om de nogensinde ville have truffet det grønne valg, hvis de kunne spise, som de plejer?
Forsætter efter billedet
Gennemført er et nøgleord
Hos Planteslagterne serverede de blandt andet en bacon cheeseburger ved navnet Faconator, og som navnet afslører, var der altså ikke konventionelle ingredienser, som udgør hverken burger, bacon eller osten. Netop navnene på madboder og retter er en vigtig del af det brand, som Copenhell har opbygget gennem årene. Det siger Paul Hertz, som er freelance marketingstrateg og fast inventar på Copenhell:
– Jamen, det med navnene er jo netop en af grundene til, at Copenhell måske er det bedste danske eksempel på brandbuilding de sidste 10 år. Som marketingmand og fast inventar på Copenhell siden 2011 har jeg set festivalen vokse sig fra en regnvåd lilleput til et af de stærkeste brands i Danmark.
– Alt ved Copenhell er gennemført. Alt er med til at skabe og vedligeholde den fortælling, der gør, at publikum vender tilbage år efter år. De sjove navne er med til at gøre Copenhell til en oase, en fantasiverden om du vil, for alle, der dyrker den tunge musik, uddyber han.
Maden og de sjove navne
Opfindsomheden er stor, når de forskellige madboder skal tiltrække sig opmærksomhed.
– Det meste tager udgangspunkt i noget med Hell, Satan eller andre former for død og ødelæggelse. Det passer til de temaer, der dominerer i den tunge musik, og så er det åbenlyst sjovt. Fra klassikeren ”Pigs from Hell” til de nye ”FALAFhell” og ”Vegan Hell”. Sidstnævnte er min favorit, fordi navnet simpelthen må være for at signalere stor selvironisk distance. Ordspil på sangtitler og bandnavne er også et hit: ”Reign in Bacon”, ”Great Balls of Fire” og selvfølgelig Tulips ”Grill’em All”-madbod. Her kan du blandt andet nyde en omgang ”Vulgar Display of Pølse”. Et navn, der udmærker sig ved at beskrive serveringen bedre end det rigtige navn, Pølsemix. Endelig er der navne, der bare lyder seje og gør en sulten eller tørstig. Smag lige på: ”Pentagram Bar”, ”Deadly Churros”, ”Italian Street Sinners”, ”Roadkill Grill” og den originale ”Fucking Sprød Svin”, siger Paul Hertz.
Forsætter efter billedet.
Det stærke brand
De sjove navne bidrager til at skabe en (fantasi)verden, der trækker på publikums, ”stammens”, fælles referencer, arv og historie fra musikken. Derfor er Copenhell i dag et brand, der er så stærkt, at det formodentlig ikke kan ødelægges.
– Jeg hørte engang, at Nike ser det som det ultimative tegn på succes, når folk får tatoveret deres berømte logo. I så fald har Copenhell for længst fortjent en plads på podiet. Jeg tror, antallet af det let genkendelige Copenhell-N lavet i permanent blæk på menneskehud skal tælles i tusinder.
Og hvis du stadig ikke forstår, hvorfor det er sejt (og ret sjovt) at kalde en flæskestegssandwich for ”Fucking Sprød Svin”, så tag med på Copenhell næste år. Jeg garanterer, du vil elske det! siger Paul Hertz. Samme anbefaling giver Emil Andersen til dem, som overvejer at opføre en madbod på Copenhell. Han fremhæver festivalens professionalisme og evne til at inddrage madboderne, så perioden op til festivalen er så gnidningsfri som muligt:
– Der er bare styr på det på Copenhell!
Artiklen er fra den helt nye udgave af Food&Drink, der kan læses online her: Food&Drink nr. 6 2022