En ny klassiker rykker ind i i iskiosken og kølediske, når Hansens Is åbner sæsonen med en hasselnød-vaffel, der er sammensat af økologiske hasselnødder fra Piemonte, hjemmelavet nougat og saltkaramel lavet på frisk jersey mælk. Det hele toppet med blød nougat og tørrede hindbær.
Når solen begynder at skinne, flokkes danskerne om iskioskerne med en appetit, der i stigende grad værdsætter kvalitet og økologi. Det er oplevelsen hos det danske ismejeri, Hansens Is, der står klar til at åbne dørene for is-sæsonen med nye smagstilføjelser til det økologiske is-sortiment.
“Vi oplever, at forbrugernes interesse for fødevarer kun bliver stærkere. Det har især været tydeligt de sidste par år, hvor økologi og kvalitet er blevet nøgleord,” siger medejer og kommunikationsdirektør i Hansens Is, Anders Eibye Hansen.
Det familieejede Hansens Is fremstiller 100 pct. økologisk is med ambitionen om, at ansvar, smag og kvalitet skal afspejles i den måde, isen produceres. Det gør sig også gældende i de nyeste tilføjelser til sommerens is-sortiment, der i år blandt andet byder på en ny isvaffel, der smager af økologiske hasselnødder fra Piemonte, hjemmelavet nougat og saltkaramel lavet på frisk jerseymælk, toppet med blød nougat og tørrede hindbær.
“Vi har et enormt fokus på værdikæden og gør meget ud at være helt tæt på de lokale bønder, hvad end det er produktion af mælk, nødder eller chokolade. På den måde kan vi sikre, at alt foregår under ansvarlige forhold, og at resultatet bliver en is, der ikke kun giver god smag i munden, når man spiser den, men også efterfølgende,” siger Anders Eibye Hansen.
Danskerne går tilbage til de klassiske smage
Ud over den nye hasselnød-isvaffel lancerer Hansens Is en ny saltkaramel-is, der de senere år har vist sig at være en hastigt voksende favorit blandt mange danskere.
“Danskerne er faldet for kombinationen af sødt og salt, og saltkaramel er blevet en moderne klassiker i det danske sommerbillede på linje med klassikere som vanilje og chokolade. Det er klart en af de smage, der står stærkest hos danskerne,” siger Anders Eibye Hansen.
Hos Hansens Is optræder saltkaramellen i deres scoopsortiment og er lavet af økologisk jerseymælk fra det nærliggende Svanholm Gods. Begge varianter er tilgængelige i ishuse, -cafeer og -kiosker rundt i hele landet.