Det sidste år har Sticks’n’Sushi og Hansens Is samarbejdet om at udvikle den perfekte smagskombination og dessert, der nu er at finde på 27 sushirestauranter i Danmark, Tyskland og Storbritannien.
Flødeis er en universel størrelse. Det understreger det nye samarbejde mellem restaurantkæden Sticks’n’Sushi og isproducenten Hansens Is. Den enkle danske flødeis bliver en del af de japansk inspirerede retter på sushikædens nye dessertkort, der bl.a. tæller sesamcreme og flødeis i kombination med sort sesam-topping, en chokoladefondant med flydende matchamidte og is-sticks af vaniljeis og surdejsis.
”De sidste 12 måneder har været et langt og kreativt innovationsforløb, hvor vi i tæt samarbejde med de to gastronomiske chefer hos Sticks’n’Sushi, har udviklet på, hvordan vi får bragt det bedste af begge verdener i spil. Det har været en enormt lærerig rejse ind i, hvordan dansk smag og håndværk møder de japanske traditioner, som Sticks’n’Sushi mestrer,” siger Anders Eibye Hansen, medejer og kommunikationschef i Hansens Is.
Hansens Is har allerede leveret flødeis til de desserthungrende restaurantgæster, som skal indgå i forskellige kombinationer med drys og saucer med et japansk islæt.
Innovation og flødeis på menuen
Når Hansens Is bliver en del af dessertkortet på Sticks’n’Sushi, bliver det også en showcase af, hvad den danske madscene kan, og den danske kvalitetsflødeis får et internationalt udstillingsvindue. Udover den klassiske vaniljeis er der også en surdejsis at finde på menuen, der er lavet på en sirup af overskudssurdejsbrød, der giver isen en smag i nærheden af saltet karamel.
”Vores nye dessertkort har været længe undervejs. Det har været vigtigt for os at finde partnere, der kan levere på kvaliteten og som er klar på at eksperimentere med smagskombinationer og konsistenser, og her leverer Hansens Is et godt lokalt produkt, som har internationalt potentiale, men samtidig viser vores danske rødder som sushi-kæde,” siger Anders Kjørup, kommerciel direktør i Sticks’n’Sushi.
Dessertkortet hos Sticks’n’Sushi er opdateret med de iskolde nyheder, og man kan opleve det i både de danske, britiske og tyske restauranter.