Forud for den nationale Madspildsdag d. 29. september afslører nye tal, at danskerne peger på sig selv som dem, der har det største ansvar for at mindske madspild i Danmark. Omvendt peger danskerne på supermarkedskæderne som dem, der har gjort mest for kampen mod madspild.
Halvdelen af danskerne peger på sig selv, når de bliver spurgt om, hvem der har det største ansvar for at mindske madspildet i Danmark. Det viser en undersøgelsen lavet af Kantar Public for organisationen Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer i anledning af den nationale Madspildsdag den 29. september – samt lancering af Madspildsindeks.dk
Tallene overrasker positivt hos områdedirektør for Analyse & Statistik i Landbrug & Fødevarer, Per Vesterbæk:
– Det er interessant, at så mange danskere tager opgaven med at mindske madspildet på sig. Det tyder på, at husholdningernes madspild er på vej nedad, og det er rigtig godt for både klimaet og den enkeltes økonomi, siger han.
Alt imens danskerne retter pilen mod sig selv, når talen falder på madspild, mener kun 20 procent af de adspurgte, at supermarkedskæderne har et ansvar, mens kun seks procent peger på fødevareproducenterne og politikerne i Folketinget.
– Jeg havde forventet, at flere ville pege på detailhandlen. Men det ser ud til, at danskerne belønner supermarkederne for at gå aktivt til værks med indsatser, der skal mindske mængden af madspild, siger Per Vesterbæk.
Supermarkederne i top
I undersøgelsen siger 22 procent af de adspurgte, at supermarkedskæderne har gjort mest i kampen for madspild. Dermed indtager supermarkederne første-pladsen i undersøgelsen, hvor 17 procent peger på foreninger og frivillige orga-nisationer, mens 15 procent peger på, at det er forbrugerne, der har gjort mest for at mindske madspild.
Kun en procent af de adspurgte peger på Folketinget og kommunerne som dem, der har gjort mest for at mindske madspildet.
Selina Juul, der er stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild Af Mad, glæder sig over undersøgelsens resultater.
– Det er rigtigt positivt at se, at danskerne tager ansvar og peger på sig selv i kampen mod madspild. Det skaber en god grobund og et potentiale til for alvor at sætte yderligere ind mod madspildet, siger hun.
Selina Juul peger på, at et mindre madspild også er en genvej til en stærkere privatøkonomi netop nu.
– Inflation og prisstigninger rammer danskerne hårdt. Priserne på fødevarer er ifølge Danmarks Statistik steget med 15,9% siden samme tid sidste år – og vi oplever en tendens til, at flere og flere danskerne går efter butikkernes datovarer. Derfor giver det god mening, at supermarkedskæderne har indtaget førstepladsen over danskernes bud på dem, som indtil videre gjort mest for kampen mod madspild i Danmark, siger hun.
Ny årlig undersøgelse om madspild
Madspildsindeks.dk er et fælles projekt igangsat af Kantar Public, Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad. Madspildsindeks.dk består af en dybdegående, repræsentativ og kvalificeret årlig undersøgelse, som tager pulsen på dansker-nes holdning til madspild.
Madspildsindeks.dk er en årlig tilbagevendende og gratis oplysningsindsats med fokus på formidling og vidensdeling om madspild til borgere, medier, virk-somheder, studerende og andre madspilds-interesserede.
Madspildsindeks.dk taler ind i den nationale og internationale Madspildsdag (United Nations International Day of Awareness of Food Loss and Waste, ID-AFLW), som fejres den 29. september verden over.
Se mere på http://www.madspildsindeks.dk