Det blev en halvrund fødselsdag ud over det sædvanlige, da Slagter Lampe på sin 85-års dag modtog en ekstra gave i form af 18 guldmedaljer til både nye og kendte pølser fra den internationale fagkonkurrence på SUFFA-messen.
Steen Lampe, der er 3. generation i familievirksomheden, er særligt glad for, at de to sønderjyske specialiteter Sønderjysk Spegepølse og Kålpølse vandt guld.
”Det er pølser, som vi har produceret siden min farfars tid, så at de vinder guld, er ikke blot en hyldest til vores historie, men også en bekræftelse på, at vi fortsat leverer den kvalitet, som vores kunder elsker,” siger Steen Lampe.
Smag og kvalitet er de væsentligste faktorer
En nylig markedsundersøgelse viser, at smag og kvalitet er de to vigtigste faktorer for danske forbrugere, når de vælger pølser. Det er netop de værdier, Slagter Lampe har fokuseret på i 85 år – og som nu ligger til grund for, at de i år kan fejre den halvrunde fødselsdag med hele 18 guldmedaljer ved årets store fagkonkurrence for slagterbranchen på SUFFA-messen i Tyskland.
To af årets store pølsenyheder hos Slagter Lampe markerede sig også og modtog guld – Julepølse med appelsin og Karrypølse, som blev lanceret dette efterår.
”Vi bruger fagkonkurrencerne til at holde os skarpe og teste nye produkter af. Det er en vigtig del af udviklingsprocessen her i pølsemageriet, og det giver mig og mine medarbejdere motivation til at fastholde standarden og udvikle nye produkter”, siger Steen Lampe.
I alt kom Slagter Lampe hjem med 26 medaljer fordelt på et bredt felt af produkter og ikke mindst 2 ærespokaler i kategorierne Pølser og Spegepølser.
”Vi er stolte af det flotte resultat, som bekræfter vores engagement i at levere den bedste smag og kvalitet. Det glæder os, at disse værdier også resonerer så stærkt hos danskerne,” afslutter Steen Lampe.