Efter en massiv efterspørgsel, drevet af en ny målgruppe og en global TikTok-trend, er den irske stout udsolgt i både barer og dagligvarehandlen.

Den 265 år gamle irske øl, der i årtier har haft en afgrænset, men yderst loyal kundebase – har fået et opsigtsvækkende comeback. På sociale medier har især TikTok og Instagram skabt en bølge af interesse, hvor særligt unge og kvinder har taget den mørke stout til sig.
“Vi har oplevet en vækst i salget af Guinness, som vi ikke har set før. Sammenlignet med sidste år er volumen steget med hele 44 procent i 2024, og i barer og restauranter er stigningen på 70 procent. Guinness har fået fat i en helt ny målgruppe, hvor især unge og kvinder vælger øllen til” siger Pernille Gade Laursen fra Carlsberg Danmark, der distribuerer Guinness herhjemme.
Den ekstraordinære efterspørgsel har ført til, at Guinness i øjeblikket er udsolgt de fleste steder, bortset fra de barer og restauranter, der endnu ikke har solgt ud af lageret, og enkelte butikker, der har modtaget leverancer. De seneste leveringer til kunder fandt sted i uge 8.
Presset forsyningskæde
Det er ikke kun i Danmark, at Guinness oplever en markant vækst. På tværs af Europa har den irske stout fået et opsving, der presser forsyningskæden til det yderste.
“Produktionen i Irland har svært ved at følge med den globale efterspørgsel, og der er fortsat begrænsninger i kapaciteten. Vi arbejder hårdt på at sikre en stabil forsyning, men vi forventer kun mindre leverancer fra starten af april. En fuld lageropbygning ser vi først ske i løbet af de kommende måneder,” siger Pernille Gade Laursen, kommerciel chef for Guinness i Carlsberg.
“Split the G”-trend på TikTok har skabt global hype
Meget af den nye Guinness-hype skyldes en TikTok-trend kaldet “Split the G”, hvor man tager sin første tår af en Guinness og stopper præcist i midten af G’et i logoet på glasset. Samtidig har de såkaldte “Guinnfluencers” – influencere, der promoverer Guinness – spillet en central rolle. Blandt dem er Kim Kardashian, der med sine 358 millioner følgere på Instagram har været med til at ramme en helt ny målgruppe. Den massive efterspørgsel har ført til større hype og endnu mere rift om de mørke dråber.