Voksende efterspørgsel på økologi får nu Friland til at lancere sin første pålægsserie. Målet er, at lige så mange forbrugere skal vælge økologisk rullepølse, spegepølser og hamburgerryg, som forbrugere der vælger økologisk grise- og oksekød.
De danske forbrugere får mere og mere appetit på økologiske fødevarer. Siden 2011 er omsætningen i danske detailbutikker næsten tredoblet, og udbuddet af økologiske varer bliver større og større, viser den seneste markedsrapport fra Økologisk Landsforening.
Nu udvider Friland sit økologiske udvalg til danskerne med sit første økologiske pålægssortiment, som lander i kølediskene i den kommende weekend.
“De færreste ved det, men rugbrød med pålæg er faktisk det flest danskere spiser til aftensmad hver dag, så præcis lige som når danskerne laver boller i karry eller hakkebøf, er vi i Friland nu klar med et kvalitetsprodukt til den voksende gruppe af danskere, som ønsker at spise økologisk,” siger Søren Tinggaard, Vice President i Danish Crown med ansvar for Friland.
Økologisk udvalg har været snævert
Det er Madkulturens årlige befolkningsundersøgelse fra 2024, som har fastslået, at rugbrød med pålæg er danskernes foretrukne spise til aftensmad. Udvalget af økologisk pålæg har indtil nu været snævert, og derfor er Danish Crown og Friland ikke i tvivl om, at mange forbrugere har savnet økologiske alternativer.
Det ses også i, at salget af økologisk oksekød målt i kroner er steget med 40 procent fra tredje kvartal 2023 til tredje kvartal 2024, mens grisekødet er steget med over 20 procent i samme periode.
Frilands nye pålægsserie blev lanceret i sidste uge i Salling Groups butikker, Bilka, føtex og Netto.
“Vi glæder os til at præsentere den nye pålægsserie fra Friland for vores kunder. Økologiske varer af høj kvalitet er en vigtig prioritet for os, og vi kan se at vores kunder atter efterspørger økologiske produkter efter par år med stagnerende salg. Derfor glæder det os, at vi nu kan tilbyde vores kunder en ny, økologisk pålægsserie fra Friland, som lever op til vores høje ambitioner for kvalitet og dyrevelfærd,” siger Søren Bo, kategoridirektør i Salling Group.
Ottende mest bæredygtige brand
Friland er af danskerne rangeret som det ottende mest bæredygtige brand af Sustainable Brand Index. Derfor har Søren Tinggaard også stor tro på, at de danske forbrugere vil tage godt imod den nye pålægsserie, som han forventer kan tage en god del af markedet.
“Økologisk oksekød har en markedsandel på godt otte procent, mens tallet for økologisk grisekød er knap fem procent. Det er vores målsætning, at vi med vores nye pålægsserie i løbet af få år skal have en markedsandel på fem procent af det samlede pålægssalg i den danske dagligvarehandel. Det er ambitiøst, men vi mærker stor opbakning fra forbrugerne, og jeg er sikker på, at Frilands brand kan gøre en forskel,” siger Søren Tinggaard.
Frilands nye pålægsserie vil senere på året været at finde i de fleste danske supermarkeder. På Friland.dk kan der findes mere information om både produkterne og landmændene bag Friland