Mejeri- og ostefremstilling er en af de brancher inden for fødevarefremstilling, der har flest ulykker. Siden 2019 har 4.315 fødevareproduktionsmedarbejdere været ude for en arbejdsulykke. Nu skal nyt forskningsprojekt knække koden for mere skridhæmmende fodtøj.
Tal fra Arbejdstilsynet viser, at mejeri- og ostefremstilling er den branche indenfor fremstilling af nærings- og nydelsesmidler, der siden 2019 har absolut flest forekomster af arbejdsulykker. Nu skal nyt forskningsprojekt støttet af arbejdsmiljøforskningsfonden belyse, hvordan man undgår de mange faldulykker, der er den hyppigste type arbejdsulykke på industriarbejdspladser. Det er blandt andet sikkerhedsskoproducenten Sika Footwear, der samarbejder med forsker ved institut for sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, Lasse Hamann Jakobsen, om forskningsprojektet.
“Lasse Jakobsen har tidligere forsket i skridsikkerhed. Derfor er vi meget begejstret for, at han endnu engang forsker i skridsikkerhed, og endda så specifikt som det er tilfældet omkring ostekit, der ofte er skyld i spejlglatte gulve,” siger CEO hos Sika Footwear, Martin Dahl.
Han uddyber, at flere af Sika Footwears samarbejdspartnere har delt deres udfordringer med nærulykker grundet glatte overflader, og på den baggrund håber skoproducenten nu, at forskningsprojektet kan bringe essentiel viden med sig:
“Det er ekstrem vigtigt for os, at der bliver forsket på området, for det giver os og resten af branchen en unik mulighed for at opnå viden på området. Helt konkret håber vi at få specifik viden, vi kan bruge til at udvikle specielle sko, der højner skridsikkerheden hos mejerimedarbejdere samt hos andre fødevareproducenters medarbejdere.”
Nedbringelse af fald og glideulykker
Grundlaget for Lasse Jakobsens forskningsprojekt er at kunne bibringe viden, der kan være med til at mindske antallet af faldulykker, hvor folk glider på industriarbejdspladser.
“Mejerimiljøer, især de områder hvor kitvæske anvendes under modning af ost, udgør en stor udfordring i form af glatte overflader, hvilket øger risikoen for faldulykker, på trods af strenge procedurer for hyppige rengøringer. Én faldulykke er én for mange. Især når risikoen for at de indtræffer, kan reduceres ved at tilpasse sikkerhedsskoenes sålegenskaber efter det pågældende arbejdsmiljøs underlag,” udtaler Lasse Hamann Jakobsen.
I sit laboratorium på Aalborg Universitet har forskeren replikeret specifikke gulve og kitvæske ostefremstilling, som så bruges til at sammenligne skos designparametre overfor skridsikkerhed. Den eneste variabel er altså sikkerhedsskoene, hvoraf flere af skomodellerne er fra Sika Footwear.
“Vi har fundet frem til, at man ikke kan lave et generisk stempel på, at noget er skridsikkert. Det kommer an på overflader, gulv og forureninger i forskellige miljøer, og det er kombinationen af de parametre, vi undersøger og måler på. Forhåbentlig kan vi fremvise resultater, som producenter og virksomheder fremover kan anvende,” siger Lasse Hamann Jakobsen.
Sika Footwear vil tage ansvar
Ifølge Martin Dahl er Sika Footwears vision at sikre, at folk holder så længe som muligt på arbejdsmarkedet. Derfor er det ikke nok, at sko lever op til de foreskrevne standarder. Derimod er målet, at skoene skal performe så optimalt som muligt især på industriarbejdspladser, hvor der er en forøget risiko for arbejdsulykker.
“Det her er mere ekstreme miljøer, og vi vil gerne udvikle sko, der kan leve op til det. Det kræver mere end de foreskrevne sikkerhedsstandarder. I bund og grund er forskningsprojekter som dette en kæmpe anerkendelse af, at der er en problematik, der skal løses, og det er et skulderklap til de virksomheder, der leverer produktet til de mange berørte faggrupper,” udtaler Martin Dahl.