Med knap 28.000 igennem billetlugen, var de fleste gæster på den nyligt afsluttede Food Festival almindelige, madinteresserede forbrugere. Men Food Festival er også en vigtig begivenhed for den professionelle del af fødevarebranchen.
Et bredt udsnit af fødevarebranchen deltog i weekenden i Food Festival. For nogle er det de faglige aktiviteter og konferenceprogrammet, der trækker, for andre er det den direkte kontakt med festivalgæsterne.
Vi finder ikke løsningerne derhjemme
En af de virksomheder, der deltog i Food Festival, er Danish Crown. På pladsen er det med konceptet Dyrbar, som er koncernens bud på kød med særlig karakter og kvalitet.
– Med Dyrbar vil vi gerne vise festivalgæsterne, hvordan man kan fokusere sit forbrug på lidt, men godt, fortæller Astrid Gade, der er kommunikationsdirektør i Danish Crown. Hun er selv på Food Festival for at deltage i konferencen “Grøn omstilling som driver for innovation og produktudvikling”.
– Vi finder ikke løsningerne ved at sidde derhjemme, så det er vigtigt for os at komme ud og lytte til, hvad der foregår i forhold til den grønne omstilling andre steder, forklarer Astrid Gade, der på konferencen tager noget med sig både fra forskningen og de praktiske erfaringer fra food service og restaurant.
Samarbejde på menuen
Det kan Christina Wejlemann nikke genkendende til. Hun er som CSR-ansvarlig i Compass Group, der driver 350 kantiner, på udkig efter inspiration, erfaringer og viden i forhold til at få flere grønne måltider ind i danske kantiner.
– Men jeg har faktisk også lige her i pausen lavet en mødeaftale med en producent, som jeg tror ,vi kan få et rigtig spændende samarbejde med, fortæller hun.
Food Festival giver flere kunder
For virksomheden Andersen Winery, der fremstiller eksklusive vine af dansk frugt og bær, er det ikke brancheaktiviteterne, men mødet med forbrugerne, der trækker.
– Det er fjerde gang, vi er med her på Tangkrogen i Aarhus, og hver gang kan vi mærke, at det øger kendskabet til os og vores produkter, fortæller Mads Andersen, der er medindehaver af vineriet, hvis produkter har fundet vej til vinhandlere og restauranter i hele landet.
– Vores forhandlere her i Aarhus-området kan simpelthen mærke, at efterspørgslen stiger, når vi har været på Food Festival, uddyber Frantz Lundby, den anden af i alt tre indehavere, der er på festivalpladsen fredag. Ifølge de to er Food Festival et særligt godt sted at præsentere vin.
– Det er jo et sanseligt produkt, så det betyder meget, at vi er udenfor. Det dufter af hav, og der er vind og sol. Det giver festivalgæsterne en helt anden oplevelse af vinen, end hvis vi stod i en messehal, forklarer de to viniværksættere.
– Food Festival skal fortsat være det sted, der samler fødevarebranchen, og så vil vi lave endnu flere aktiviteter, der involverer vores gæster, og hvor de kan se, smage, dufte og sanse vores mad, afslutter Anna Lund, direktør for FOOD Aarhus og Food Festival.
Vender stærkt tilbage næste år
Food Festival vender stærkt tilbage 1.-3. september 2023 med tiende udgave Food Festival.
Direktør Anna Lund er allerede klar med sine ambitioner for næste år. Food Festival skal fortsat være det største netværksarrangement for fødevarebranchen, bæredygtighed er noget vi tilbereder sammen, og endnu flere skal kunne fordybe sig i madhåndværket.
– Food Festival skal fortsat være det sted, der samler fødevarebranchen, og så vil vi lave endnu flere aktiviteter, der involverer vores gæster, og hvor de kan se, smage, dufte og sanse vores mad, afslutter Anna Lund, direktør for FOOD Aarhus og Food Festival.