Regeringens fokus på at motivere unge til at søge en erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse gennem et stærkt ungemiljø får ros af FødevareDanmarks direktør, Leif Wilson Laustsen.
Med sit længe ventede uddannelsesudspil vender regeringen op og ned på det fremtidige uddannelsestilbud til de 15-20-årige.
Regeringen foreslår blandt andet at etablere en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx) og samtidig skærpe adgangen til de treårige gymnasiale uddannelser hhx og stx ved at hæve karakterkravet til 6,0.
Begge forslag er i tråd med det, der længe har stået på interesseorganisationen FødevareDanmarks ønskeseddel til undervisningsminister Mattias Tesfaye.
“Vi kan godt lege, at unge mennesker vælger en ungdomsuddannelse efter, hvilket fag de ønsker at beskæftige sig med, når de bliver voksne. Men sandheden er, at unge også i høj grad søger derhen, hvor de kan få et stærkt fællesskab i et sundt ungemiljø. Og det har det almene gymnasium altid været dygtige til at levere,” siger Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, og fortsætter:
“Ved at etablere en erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse under samme tag som det almene gymnasium tror vi på, at flere unge vil få øjnene op for de muligheder, der ligger i en erhvervsuddannelse efter endt gymnasietid og dermed styrke rekrutteringsgrundlaget til erhvervsskolerne,” siger han.
Karaktergennemsnit på 6,0
FødevareDanmark repræsenterer små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren – herunder landets slagtermestre. Her har man over de seneste mange år kunnet iagttage, hvordan det er blevet stadigt sværere at få de unge til at søge fødevareuddannelserne på erhvervsskolerne.
På trods af en politisk ambition om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, er det kun lykkedes at få tallet op på omkring 20 procent. Samtidig vælger syv ud af 10 elever en gymnasial uddannelse.
“Vi kommer til at mangle knap 100.000 faglærte i 2030, og derfor er vi nødt til at flytte flere unge fra det almene gymnasium til uddannelser, der leder i retning af en erhvervsuddannelse. Derfor har det længe været et ønske fra FødevareDanmark, at adgangskravet til det almene gymnasium bliver hævet, så vi får gjort effektivt op med den skæve fordeling, der er i de unges uddannelsesvalg,” siger Leif Wilson Laustsen.
Tidligere beregninger viser, at ved at hæve adgangskravet til det almene gymnasium fra 5,0 til 6,0 vil det betyde, at over 6.300 elever skal søge en anden uddannelsesmæssig retning. Med regeringens uddannelsesudspil vil mange af dem sandsynligvis søge mod den nye epx-uddannelse og dermed i retning af en erhvervsuddannelse.
“Det er et spændende udspil, der leverer konkrete løsninger på nogle af de udfordringer, som vores medlemmer står over for,” siger Leif Wilson Laustsen.