Pladserne til julesæsonens pop-up restaurant i Det japanske Tårn; den 3-stjernet Michelin-restaurant Hiša Franko, blev revet væk, da de første pladser blev sat i salg. Nu har restauranten frigivet flere pladser. Der er således stadig mulighed for at opleve Hiša Frankos særlig pop-up menu, som kombinerer restaurantens klassiske retter med nye serveringer lavet med danske råvarer og kun til Tivolis gæster.
Da nyheden om at en af verdens bedste restauranter, den 3-stjernede restaurant Hiša Franko med stjernekok Ana Roš i spidsen, ville gæste Tivoli i julesæsonen, gik det stærkt med bookingerne. Nu har den slovenske stjernerestaurant sat flere pladser til salg – både til aften og frokost – så der nu er flere, som får mulighed for at opleve Hiša Frankos mad med Tivolis stemningsfulde julemarked som bagtæppe.
Med sig til Tivoli har køkkenchef Ana Roš og co. et godt mix af Hiša Franko-klassiskere som råvildt med østers og kiwi og høbagt kartoffel med bukkehornsurt og ristet gær i syrnet fløde og så nye retter inspireret af den danske høst. Der er altså tale om en helt unik menu, som både bliver umiskendeligt Hiša Franko’sk, men samtidig helt særegen for pop-up’en i Tivoli. Blandt menuens andre retter kan nævnes: Knoldselleri med krabbe, vilde urter og sennepsfrø, bygotto med fluffy byg, gedeostløbe og sorte trøfler og dessert med karamelliserede valnødder, bagte æbler, krydderier, fonduta af lokal slovensk ost og bipollen.
Gastronomisk verdenselite
Ana Roš’ har nærmest egenhændigt sat Slovenien på det gastronomiske verdenskort og har gjort Hiša Franko til en af verdens mest eftersøgte spisesteder. Hun vandt i 2017 World’s Best-prisen som årets kvindelige køkkenchef, og i 2023 modtog restauranten den tredje Michelinstjerner. Det er altså den gastronomiske verdenselite, der tilbringer julesæsonen i Tivoli i år. Aftenmenuen på pop-up’en koster 2200 kroner og frokostmenuen 1700 kroner. Der er altså mulighed for at opleve en af verdens mest eftertragtede restaurantoplevelser til en pris, der ligger på niveau med flere 1-stjernede restauranter i Danmark.
Ana Roš er eksponent for et særegent køkken dybt forankret i slovensk historie og madkultur. Fra Hiša Franko – beliggende i pittoreske omgivelser i Soča-dalen – har hun sammen med en mindre hær af lokale producenter, landmænd og samlere skabt et unikt gastronomisk univers med afsæt i sæsonerne og de lokale råvarer og teknikker – forfinet med internationale luksusråvarer. Resultatet er på én og samme tid enestående og egnstypisk og har gjort Ana Roš og Hiša Franko til verdenskendte ambassadører for Slovenien og slovensk gastronomisk kultur, på samme måde som Rene Redzepi og NOMA er det for Danmark.
Læs portræt-interview med Ana Roš i seneste udgave af magasinet Food&Drink