Efter flere års udvikling står FERM FOOD klar til at lancere nye, fermenterede, clean-label produkter til fødevareindustrien. Det er lokalt producerede, 100 procent naturlige og multifunktionelle fuldkornsingredienser med en unik bindingsevne, som ventes at kunne gøre en forskel for fødevareproducenter i stort set alle fødevarekategorier.
De nyudviklede produkter er baserede på lokalproduceret korn. Rug, havre og hvede bliver tilsat naturlige mælkesyrebakterier og gennemgår efterfølgende en nøje kontrolleret solid-state fermenteringsproces, som har et meget lavt CO2-aftryk.
Fermenteringsprocessen giver slutproduktet en lang række forskelligartede egenskaber, bl.a. formbarhed og høj vandbindingsevne, men også ernæringsmæssige fordele, som et højt indhold af kostfibre og forbedret tilgængelighed af vitaminer og mineraler. Der er altså tale om multifunktionelle ingredienser, der kan anvendes i mange forskellige produkter og bidrage med mange forskellige funktioner. Ingredienserne kan anvendes til økologi og fås i en glutenfri variant.
Produktudvikler Søren Lange fra FERM FOOD er hjernen bag de nye fuldkornsingredienser. Han har arbejdet med proteiner og bindere i mange år, men særligt det her produkt, har han set frem til at præsentere for fødevareproducenterne:
“Det er helt unikt, det vi har skabt. Det er et produkt, man har efterspurgt i industrien rigtig længe. Det har en funktionalitet, som man kan bruge i ufatteligt mange sammenhænge samtidig med, at det er forholdsvis billigt. Jeg har kun fået positiv respons, når jeg har præsenteret produkterne. Kunderne omtaler dem som superanvendelige og innovative. Allerede eksisterende recepter kan forenkles og forbedres”, fortæller han.
Klar til produktion i storskala
Teamet hos FERM FOOD har siden 2008 arbejdet med solid-state mælkesyrefermentering. De har flere patenter på området og driver allerede storskalaproduktion på andre typer af fermenterede produkter. På pilotfabrikken i Vejen er de nu i gang med de sidste laboratorietests, kvalitetssikring og klargøring til storskalaproduktion af de nye produkter, så de kan imødekomme den store interesse fra industrien.
“Der er stor interesse fra fødevareproducenterne, både på bagværk, kød- og plantebaserede produkter. Vi har allerede etableret gode samarbejder med fødevareindustrien og tester nye produkter med større spillere i branchen”, fortæller direktør for FERM FOOD, Jens Legarth.
Han forventer, at de første produkter med de nye fermenterede korningredienser på ingredienslisten lander på butikshylderne i 2024.